Partier: Hvor er den grønne genopretning i coronapakkerne?

Regeringens nye flyaftale er endnu et eksempel på, at klimaet ikke tænkes nok ind i coronapakkerne, mener SF's klimaordfører Signe Munk.
Signe Munk, klimafordfører for SF. | Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
Signe Munk, klimafordfører for SF. | Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
AF INFORMATION, VIDEREFORMIDLET AF RITZAU

På næsten daglig basis kommer der appeller fra organisationer, statsledere og fagfolk om, hvor vigtigt det er, at den økonomiske genopretning efter coronakrisen bliver grøn.

Men trods de grønne paroler efterlyser partier og fagfolk herhjemme større sammenhæng mellem klimahensyn og de danske coronapakker, som regeringen løbende laver. Det skriver Information.

"Der er ingen tvivl om, at regeringen ikke har stillet tilstrækkelige grønne modkrav, når de har hevet pengeposen frem. Et eksempel er kommunerne, hvor man fjernede anlægsloftet, men glemte at stille krav om energibesparelser," siger Signe Munk, klimaordfører for SF.

Samme toner lyder fra Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen.

"Der har været for lidt fokus på, at vi skal have en grøn genstart og ikke tilbage til business as usual. Jeg havde klart gerne set flere grønne modkrav og krav til, at industrien på sigt omstiller sig," siger hun til Information.

Et eksempel er torsdagens hjælpepakke på 259 mio. kr., der skal hjælpe flybranchen igennem coronakrisen. Her vil staten opkøbe tomme flysæder for at sikre den fortsatte indenrigsflyvning og samtidig sænke de lufthavnstakster, som flyselskaber betaler.

Enhedslisten, SF og Alternativet forlod onsdag forhandlingerne, fordi aftalen ikke indeholder grønne modkrav til flyselskaberne – eksempelvis flyafgifter eller flere grønne brændstoffer som anbefalet af flybranchen selv.

"Man giver en kvart milliard til luftfart uden et eneste håndfast grønt modkrav. Det er ikke omstilling, men bare at poste penge i det gamle system," siger Signe Munk.

I aftalen er der også afsat 25 mio. kr. til et klimabidrag til branchen. Alligevel møder aftalen hård kritik fra grønne organisationer. I Greenpeace kalder klimapolitisk leder Helene Hagel aftalen "helt forrykt" og udtryk for manglende klimafokus i genopretningen.

"At staten nu vil opkøbe tomme flysæder, er en investering, der går lodret imod regeringens egne flotte ord og erklæringer om at genoprette økonomien på en måde, hvor vi bringer samfundet i retning af at bekæmpe klimakrisen frem for at forværre den," siger hun.

Den grønne tænketank Concito er blandt dem, som har argumenteret for at gøre coronahjælpepakker betinget af, at man tænker klimahensyn ind. Og international chef Jarl Krausing savner en større grad af samtænkning mellem klimaindsatsen og de økonomiske genopretningspakker.

Han roser regeringens initiativ med at afsætte 30 mia. kr. via Landsbyggefonden til grønne renoveringer af den almene boligsektor, som han mener er et skub i den rigtige retning.

Men torsdagens flyaftale er "for slap," mener Jarl Krausing. Lande som Frankrig, Østrig og Schweiz har netop valgt at stille grønne modkrav i hjælpepakkerne til flybranchen, så det undrer ham, at man ikke gør det samme i Danmark.

"Det er en forspildt mulighed for at stille skarpere krav til en branche, der er nødt til at omstille sig, og som endda selv har foreslået tiltag som bidrag til at nå 70-procentsmålet," siger han.

Jarl Krausing kritiserer også, at regeringen vil pumpe 60 mia. kr. ud i samfundet til almindeligt forbrug uden nogen grønne hensyn.

"Det er nærmest det modsatte af grøn genstart. Man animerer til forbrugerisme. Man har ikke valgt at prøve at få folk til bruge pengene på oplevelser eller give fradragsmuligheder, som kunne have en grøn effekt," siger han.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, er uenig i kritikken.

"Det grønne har været en rød tråd i forbindelse med flere af de initiativer, vi har taget. Flyaftalen er ét eksempel. Et andet er aftalen om at investere et stort milliardbeløb i at lave energirenoveringer i den almene boligsektor. Et tredje er aftalen om at fjerne anlægsloftet fra kommunernes budgetter i 2030, som også giver mulighed for at lave grønne investeringer," siger han til Information.

Men med fjernelsen af anlægsloftet stillede man netop ikke grønne krav til kommunerne?

"Nej, men det var meget klart fra finansministerens side, at man gerne så, at kommunerne brugte det grønt."

Du nævner selv den nye flyaftale, men den indeholder jo heller ikke grønne modkrav?

"At stille dyre krav til en branche, som økonomisk er i knæ, kan være ganske risikabelt. Derfor mener jeg, det er klogt, når man i stedet afsætter ti procent af det samlede beløb til at investere i grønne brændstoffer og på den måde får sat skub i udviklingen i flybranchen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også