Ny plastikafgift rammer også genbrugsplast

Miljøminister Lea Wermelin (S) siger på et åbent samråd, at nye afgifter også vil gøre genbrugsplast dyrere.
"Det er korrekt, at det vil blive dyrere at bruge også engangsservice af genbrugsplast eller biobaserede materialer," siger miljøministeren | Foto: Neste/Remondis/PR
"Det er korrekt, at det vil blive dyrere at bruge også engangsservice af genbrugsplast eller biobaserede materialer," siger miljøministeren | Foto: Neste/Remondis/PR
Ritzau

Miljøminister Lea Wermelin (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) går torsdag i brechen for tredoblingen af afgifterne på engangsservice og bæreposer af plastik. Samrådet et indkaldt af Venstres Marie Bjerre.

Hun mener, at afgiftsforhøjelsen i for høj grad rammer i engangsservice af genbrugsplast og mindsker incitamentet til at bruge det. Og engangsservice af genbrugsplast bliver dyrere, erkender miljøministeren på det åbne samråd åbent.

"Det er korrekt, at det vil blive dyrere at bruge også engangsservice af genbrugsplast eller biobaserede materialer. Og det skal undersøges, om emballageafgiften kan målrettes mere mod de mest miljøbelastende materialer," siger miljøminister Lea Wermelin (S) og fortsætter:

"Men det må ikke føre til mere affald og engangsforbrug. Og vi skal være sikre på, hvordan vi definerer bæredygtige materialer."

Venstres Marie Bjerre siger på samrådet, at hun har været i dialog med en lang række restauranter, hvis indsatser for at bruge service af genbrugsplast eller bionedbrydelige materialer er blevet ramt af de stigende afgifter.

"Dette her samråd skal ikke handle om, om vi skal mindske ressourceforbruget. For det vil vi alle sammen. Men hvordan vi skal gøre det. Er det ikke et problem, at det nu er blevet dyrere at bruge grønne alternativer?," spørger Marie Bjerre.

Alternativer er blandt andet at beskatte ud fra styk og ikke vægt eller at differentiere afgiften, så den i mindre grad rammer de typer plast og materialer, der har en mindre miljøbelastning.

Venstre og Marie Bjerre mener, at afgiftsstigningerne - fordi de rammer bredt - decideret bremser den grønne omstilling.

"Det er jeg fundamentalt uenig i. Formålet og effekten er præcist det modsatte af at bremse den grønne omstilling," siger Lea Wermelin.

"Vi står i en klimakrise, hvor der er behov for hurtig handling. Derfor skal vi turde træffe valg, der påvirker vores klimaaftryk. Vi er europamestre i at producere husholdningsaffald. Det skal vi have lavet om på," siger hun videre.

Dansk Erhverv er ganske på linje med Venstre - eller visa versa - i sagen.

"Virksomheder skal belønnes for grøn omstilling og ikke straffes. Det er og bliver uhensigtsmæssigt at lægge en flad afgift på al plastik. Vi skal fritage genanvendt plastik for afgifter for at styrke den grønne omstilling," skriver miljøpolitisk chef i interesseorganisationen Jakob Lamm Zeuthen i en kommentar.

Et andet spørgsmål til regeringen er, om ikke tredoblingen af afgifterne vil føre til øget grænsehandel og smugleri. Det afviste skatteminister Morten Bødskov dog pure.

"Hvis man vil gå ind i en kriminel karriere som smugler, så er smugling af jeg ved ikke hvor mange tusinde plastikgafler eller paptallerkner nok ikke stedet. Så det er ikke noget, vi regner med vil ske," sagde Morten Bødskov.

Han sagde yderligere, at der er regler på plads om, at afgifter betales, lige meget om varen købes i Danmark eller i udlandet. Og at det derfor ikke ses som et problem.

Grøn afgift rammer bæredygtigt engangsservice

PVC-branche raser over afgifter: "Et håbløst styringsmiddel"

Dansk Affaldsforening efterlyser smartere afgifter på plastposer og engangsservice 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også