Danske politikere vil have EU til at godkende klimaprojekter

En række danske europaparlamentarikere har bedt EU om at undersøge mulighederne for et register over godkendte klimaprojekter. Det skal skabe tryghed for forbrugere og borgere, som køber klimakreditter.
Foto: REEL
Foto: REEL
Af Politiken formidlet af Ritzau

Flere danske europaparlamentarikere vil have EU-toppen til at oprette et register over godkendte klimaprojekter efter Politikens afsløringer om snyd med klimakompensation.

Det skriver Politiken fredag.

"Som forbruger og borger skal man være tryg ved, at der kommer noget ud af det, når man køber klimakreditter. Derfor tænker jeg, at et register – hvor EU-Kommissionen tjekker, om der er tale om ægte projekter, som bliver ført ud i livet, og at pengene ikke bare går i lommerne på nogen bagmænd – er vejen frem," siger det parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S), som står bag initiativet, til Politiken.

Hun har skriftligt bedt EU-Kommissionen om at undersøge, om EU vil gå ind i sagen og kontrollere klimaprojekterne, og hun vil tirsdag tage sagen op på et møde med Kommissionens 1. næstformand, Frans Timmermans, i Strasbourg.

"Afdækningen af omfattende snyd viser, at der er brug for regulering, og at vi går ind i det her politisk. Det er en international problemstilling. Derfor er der behov for, at vi handler på det her på europæisk plan," siger hun.

Den seneste uge har Politiken kunnet fortælle, hvordan 2,5 millioner klimakreditter – svarende til 200.000 danskeres CO2-udledning – bliver solgt af et ungarsk firma, selv om de blev opbrugt i 2013. Desuden har danske selskaber kunnet købe falsk CO2-reduktion fra klimaselskabet Our Climate.

Pengene skulle gå til at plante træer i Uganda, men adressen til Our Climates hovedkontor i landet viste sig at være en undertøjsforretning, og ejeren af plantagen sagde, at træerne slet ikke bruges til CO2-kompensation.

Ifølge en ekspert var projektet det værste, han nogensinde havde set på markedet for klimakompensation.

Både SF’s mangeårige medlem af parlamentet, Margrete Auken, og den konservative Pernille Weiss støtter ideen:

"Hvor der er udsigt til, at der er et sort og råddent marked, så skal vi tage det op og få det lukket ned," siger Pernille Weiss til Politiken.

(Denne artikel er formidlet af Ritzau på vegne af Politiken)

EUDP uddeler 291 millioner til 53 projekter

Sådan har 107 danske brancher bidraget til den grønne omstilling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også