Klima er ikke nævnt med ét ord i notat om regeringens fordeling af 10 milliarder

Regeringen lægger ifølge et internt notat fra Finansministeriet, som Altinget er kommet i besiddelse af, op til at bruge store beløb til at genoprette skattevæsenet og styrke politiet til næste års finanslov.
Men bortset fra, at der skal hentes penge ind på en øget plastikafgift, er klimaet og den grønne omstilling ikke nævnt med et ord i den "foreløbige prioriteringsskitse" udarbejdet af embedsværket og dateret 5. september.
Socialdemokratiet og støttepartierne afviser over for Altinget at forholde sig til notatet, fordi det ikke er endeligt og endnu ikke er godkendt af regeringen. Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, understreger dog, at de grønne ambitioner skal med:
"Det vigtige for os er ikke, hvilke forberedende papirer regeringen arbejder med. Det vigtige for os er, at det ender med en aftale, som både sikrer de første skridt mod en grøn omstilling, der samtidig er socialt retfærdig, og som styrker velfærden," siger han til Altinget.
I notatet lægger regeringen konkret op til at bruge omkring fire mia. kr. fra råderummet, ligesom der ifølge Altinget er plads til indrømmelser ved forhandlingsbordet til støttepartierne for i alt 1,8 mia. kr.