Ny Envidan-chef vil fordoble omsætningen til en milliard kr. i 2026

Opskriften på at vokse sig større hos rådgiveren Envidan hedder vand, vand, vand. Virksomheden vil fordoble omsætningen inden 2026 ved at positionere sig som den største på vandområdet.
Foto: Envidan
Foto: Envidan

Envidans nye direktør tøver ikke, når han bliver spurgt til vandrådgivningsvirksomhedens fremtid:

Med Ole Fritz Adeler i spidsen skal virksomheden blive en af Nordens største rådgivere inden for vand.

”Målet er meget simpelt: Vi vil gerne være dobbelt så store, som vi er nu. Mere konkret betyder det, at mens vi i år omsætter for cirka en halv mia. kr., så skal vi i regnskabsåret 2025/26 have fordoblet det til en mia. kr. i omsætning,” siger Ole Fritz Adeler, der tiltrådte som øverstechef hos rådgiveren 1. oktober i år.

Med den udmelding lægger direktøren op til at fortsætte den vækst, Envidan har set over de sidste par år, der senest kulminerede med en omsætning på lidt mere end 318 mio. kr. i regnskabsåret 2020/21.

Målet for 2025/26 vil Ole Fritz Adeler nå gennem opkøb, der kan komplementere forretningen, tiltrækning af de mest talentfulde medarbejdere i feltet og ved at have ”fuldt fokus” på vandets kredsløb.

Modsat mange af de større konsulenthuse, der har flere forskellige faglige grene, vil Envidan udelukkende markere sig inden for vandområdet – dog med et lille overlap til energisektoren, hvor der ifølge Ole Fritz Adeler ligger ”rigtig mange” muligheder i for eksempel at bruge energi fra vand i fjernvarme og naturgas.

”Men fokus hedder vand, og vi skal vokse inden for alle tre af vores forretningsben,” siger direktøren med henvisning til forretningsområderne software, totalentreprise og rådgivning.

Med et fortsat stort fokus på vand håber direktøren, at Envidan kan differentiere sig både over for kunder og fremtidige medarbejdere. Det skal sende et signal om, at hvis du vil noget inden for vandsektoren, så er det hos Envidan, at du skal arbejde eller købe dine ydelser.

”Hvis man kigger på de næste 10-20 år er der ikke noget, der tyder på, at der ikke vil være en kontinuerlig udvikling inden for vandområdet. Alle skal bruge rent drikkevand, og alle skal håndtere klimaforandringerne,” siger Ole Fritz Adeler og tilføjer:

”Det er bestemt ikke et emne, der kommer til at fylde mindre, og derfor satser vi også på, at der er en masse at hente her.”

Vil bevare virksomhedens sjæl

Kunsten ved den rejse, som Ole Fritz Adeler vil tage Envidan med på, er at blive ved med at vokse, men samtidig bevare den sjæl, der ligger i at være en ”agil” virksomhed, fortæller direktøren.

Det er et punkt, der er ”meget vigtigt” for ham.

”Når du vokser meget, er der en fare for, at der kommer en masse bureaukrati og nogle tungere beslutningsprocesser. Samtidig er der en risiko for, at du bevæger dig længere væk fra kunderne,” siger Ole Fritz Adeler.

Derfor er målet at bevare Envidans agilitet og evne til at træffe beslutninger decentralt, mens virksomheden vokser. Det vil direktøren sikre ved hele tiden at have for øje, hvor beslutningsrammerne ligger henne.

Af samme årsag har Envidan ingen planer om at centralisere sine fem danske kontorer, otte svenske kontorer og tre norske kontorer i et stort kontor, som mange andre spillere på markedet har gjort.

Det er et træk, som Ole Fritz Adeler håber, kan være med til at differentiere virksomheden, når det kommer til at tiltrække talentfulde medarbejdere.

”Ved at holde fast i den decentrale konstellation, bliver det nemmere at håndplukke dygtige medarbejdere rundt omkring i hele landet og samtidig tilbyde vores medarbejdere fleksible arbejdsrammer med mulighed for at arbejde flere forskellige steder,” siger direktøren.

Kommer med forsyningsbaggrund

Med skiftet til Envidan er Ole Fritz Adeler vendt tilbage til sine rødder som konsulent. For selvom han kommer fra en stilling i forsyningsselskabet Hofor, hvor han har siddet i ti år, så var det i rådgivningsbranchen, at han slog sine tidlige karrierefolder.

Denne gang kommer han dog med en afgørende erfaring fra den anden ende af bordenden, der ifølge ham selv kan komme hans arbejde i Envidan til gode.

”Jeg ved, hvad det vil sige at være forsyning, hvordan man drifter et forsyningsselskab og leverer de rigtige ydelser til kunderne mest effektivt. Det giver mig et helt andet perspektiv på tingene,” siger Ole Fritz Adeler og tilføjer:

”Det gør det nemmere for mig at gå ind og vurdere, hvad man som forsyning har brug for, og hvordan vi hos Envidan kan gøre dét konkret i de ydelser, vi leverer til både forsyninger, kommuner og industrien.”

Noget af det, der tiltrak Ole Fritz Adeler ved Envidan, var netop virksomhedens tre forretningsben. Som tidligere forsyningsmand kan han se, at det er noget, man som kunde får ”rigtig meget ud af.”

”Det er noget, vi kan differentiere os på over for kunderne. Vi kan levere ydelser til hele værdikæden i en forsyning og altså på den måde lave nogle komplette løsninger til kunderne,” siger direktøren.

Afgående Envidan-direktør: ”Jeg ser mig selv som værende bedre i mellemspændet”

Envidan henter ny topchef i Hofor

Envidan øger omsætning med 20 pct. og styrker bundlinje markant

Envidan fortsætter opkøbsjagten og slår kløerne i norsk vandrådgiver

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også