Giftgrund i Hillerød tre gange mere forurenet end først antaget

På Collstropgrunden i Hillerød er der tættere på 105 tons arsen end de 35 tons, som tidligere var vurderingen.
Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden. | Foto: Anders Tvevad
Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden. | Foto: Anders Tvevad
af ritzau & josephine buur bach

En af Danmarks ti største jordforureninger er langt mere forurenet, end tidligere antaget, viser nye miljøundersøgelser.

Det drejer sig om Collstropgrunden i Hillerød, som spreder sig over seks hektar.

Arsenforureningen på grunden ligger tættere på 105 ton arsen end de 35 ton, som tidligere var vurderingen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden.

Selv om forureningen er mere end 50 år gammel, har den ikke spredt sig til et underliggende grundvandsmagasin, hvorfra der ellers er risiko for, at den kunne bevæge sig videre mod Esrum Sø, skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.

Regionen holder derfor fast i sin nuværende plan for håndtering af forureningen.

På kort sigt går regionens plan ud på at holde forureningen inde på grunden.

På den lange bane forventer Region Hovedstaden, at den mest bæredygtige og økonomiske løsning vil være at lade hovedparten af forureningen blive på grunden og håndtere den der.

Derfor samarbejder regionen med danske og udenlandske forskere om at udvikle en metode, hvor forureningen kan bindes til naturligt forekommende mineraler i jorden.

”At der har vist sig at være så meget arsen inde på Collstropgrunden, kan betyde at håndteringen kan blive meget dyr og besværlig, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed,” siger miljøchef i Region Hovedstaden Charlotte Schleiter i pressemeddelelsen.

Forureningen på Collstropgrunden stammer fra de tungmetaller, som virksomheden Collstrop benyttede til imprægnering af telefonpæle og elmaster på grunden i perioden fra 1936 til 1976.

I Jylland verserer en lignende sag med Cheminovas generationsforureningen Høfde 42, som Region Midtjylland skal have oprenset. 

Kontraktrammen lød oprindeligt på 375 mio. kr., men udbuddet på opgaven gik efterfølgende om, fordi vurderingen efterfølgende lød, at der ville være brug for ”mindst 600 mio. kr.” til Høfde 42-oprensningen.

Da et bredt flertal i juli indgik en aftale om finansloven for 2023, var der en særskilt hensigt om at dække en eventuel fordyrelse af Høfde 42-oprensningen med midler fra ”det grønne råderum”.

Bent Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland, har tidligere fortalt til CleantechWatch, at blot Høfde 42 vil stå til at opbruge hele puljen, der er sat af til at oprense generationsforureninger i Danmark. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også