Bactiquant vil markedsføres i USA med ny partner

Partnerkontrakten lander blot en uge efter, at Bactiquant har nedjusteret sin guidance for 2023 grundet opsagt serviceaftale i USA.
Bactiquants aktie blev optaget til handel på vækstbørsen First North i begyndelsen af 2021 | Foto: Bactiquant/pr
Bactiquants aktie blev optaget til handel på vækstbørsen First North i begyndelsen af 2021 | Foto: Bactiquant/pr

Danske Bactiquant sætter nu alle sejl til på sin rejse mod de amerikanske kyster – nu med stop i delstaten Texas. 

Således har vandteknologivirksomheden indgået en partnerkontrakt med amerikanske Brown Corrosion, der skal markedsføre Bactiquants teknologi til rensning af vand for bakterier i særligt Houston i Texas.

Det skriver Bactiquant i en børsmeddelelse natten til torsdag dansk tid.

Brown Corrosion, der arbejder med materialenedbrydning samt korrosionskontrol, vil fokusere på at markedsføre teknologien til de store aktører samt ”den voksende og meget store underskov af mindre produktionsselskaber, entreprenører, leverandører og servicevirksomheder”, skriver virksomheden videre.

Bactiquants adm. direktør, Morten Miller, glæder sig til samarbejdet med en ”ny og kompetent partner”.

”Brown Corrosions styrke som partner for Bactiquant hviler på deres store applikationsviden og dybe forståelse af problemstillingerne indenfor korrosion – vi har brug for partnere, der kan tale om vores produkt på en måde der tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger og møder vores potentielle kunder i øjenhøjde,” siger han i meddelelsen.

Brown Corrosions adm. direktør, Jane Brown, er en anerkendt korrosionsekspert i Houston i delstaten Texas og har af den grund et stort netværk i amerikanske servicevirksomheder inden for olie og gas, fremhæver Bactiquant i sin meddelelse. 

Ifølge Bactiquant spiller bakterier en ”stor rolle” i korrosion. Af den grund er ”hurtige og præcise bakteriemålinger” en forudsætning for at optimere anvendelsen af biocider.

Opsagt serviceaftale i USA

Nyheden lander blot en uge efter, at Bactiquant måtte nedjustere sine forventninger til årets driftsresultat efter opsagt serviceaftale i netop USA.

Den opsagte aftale var mellem et servicefirma og en ”betydelige slutkunde” for Bactiquant, hvilket anslået vil betyde et omsætningsfald på op imod 2 mio. kr. Således har den danske virksomhed nedjusteret sin guidance fra de oprindelige 13-17 mio. kr. til et interval på 11-15 mio. kr., mens forventningerne til driftsresultatet, ebidta, fastholdes til et tab på mellem 8 mio. kr. og 12 mio. kr. for året.

Slutkunden er tidligere blevet beskrevet som en virksomhed, der driver ”en række store vandkølede datacentre”. Der er dog endnu ikke kommet en endelig afklaring på serviceringen af slutkunden. 

Adm. direktør Morten Miller har til gengæld haft ”løbende kontakt” med servicefirmaet siden offentliggørelsen af andet kvartalsregnskab for 2023, hvor Bactiquant kan fremvise en omsætningsvækst på 22 pct. 

Det indebærer ligeledes to fysiske møder i USA, lyder det i sidste uge i en børsmeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også