Filtervirksomhed lander ordre i Kina efter markant underskud

Selskabet har i 2022 ændret og udvidet direktionen. 
Foto: Liqtech/PR
Foto: Liqtech/PR

Efter et økonomisk svært 2022 har Liqtech nu noget at smile over.

Filtervirksomheden har nemlig landet en ordre i Kina. 

I en meddelelse fra selskabet, der er noteret på Nasdaq, lyder det således, at den har modtaget en ordre på en pilotenhed til rensning af fosforsyre. 

Det er den Kina-baserede virksomhed Silicon Filter, der har lagt ordren hos Liqtech.

Liqtech har i mere end to årtier lavet avancerede filtreringssystemer, som bl.a. også bruges til at håndtere industrispildevand. Virksomheden har officielt hovedsæde i Nevada i USA, men har al sin produktion i henholdsvis Ballerup, Hobro og Aarhus.

”Vi er meget glade for at have leveret pilotenheden til Silicon Filter, som ved hjælp af Liqtechs ultrafiltreringsteknologi effektivt kan hjælpe deres kunder med at forbedre deres proceseffektivitet og produktkvalitet,” siger adm. direktør Fei Chen i meddelelsen.

Stort minus

Umiddelbart var der ikke den store grund til smil, da Liqtech tidligere på sommeren afleverede sit årsregnskab.

Af regnskabet fra Liqtech Holding A/S fremgår det, at selskabet landede et markant underskud på 70,6 mio. kr. før skat. Det er dog en smule mindre end i 2021, hvor underskuddet lød på 71,8 mio. kr. før skat. Det seneste overskud var i 2019, hvor årets resultat blev et plus på 7,7 mio. kr.

Bunden er desuden slået ud af selskabets egenkapital, der viser et minus på 109 mio. kr., der til sammenligning i 2020 var på 37,9 mio. kr.

”Egenkapitalen vil blive reetableret gennem en konvertering af koncernintern gæld til egenkapital,” lyder det i dog i ledelsesberetnignen.

Her peger ledelsen videre på, at det bl.a. er inflation og øget restriktioner på forsyningskæderne, der gør, at selskabet er under pres. 

”Det har resulteret i en betydelig tilbagegang i efterspørgslen og leveringen af virksomhedens produkter,” står der.

Regnskabet fra årets første kvartal tyder dog på, at det går i den rigtige retning. Omsætningen er steget med 10 pct. sammenlignet med samme periode sidste år og lander på over 27 mio. kr. For hele 2022 lyder omsætningen på 108 mio. kr.

Ny direktion

Adm. direktør Fei Chen trådte til i Liqtech i august sidste år. Hun har en fortid som underdirektør i Topsøe.

”Fei kommer med en stærk kombination af udvikling og kommercialisering i teknologivirksomheder og har en track record i at drive rentabel vækst i omsætningen,” lød det dengang i en kommentar fra bestyrelsesformand Mark Vernon.

I september udvidede Liqtech direktionen med henholdsvis Janne Pedersen som Vice President of Sales og Kim Hansen, der blev selskabets nye direktør for koncernens plastikforretning. Begge har tidligere været ansat hos bl.a. Grundfos.

”Som vi bevæger os mod næste fase af Liqtechs kommercielle udvikling, er vi overbeviste om, at Janne Pedersen og Kim Hansen vil yde væsentlige bidrag med deres professionelle lederevner og deres omfattende industrielle viden,” udtalte Fei Chen ved den lejlighed i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også