Cleantech-direktør om skuffende salgstal: "Pilen peger selvfølgelig på os"

Mindre salg end ventet af cleantech-virksomhedens ventiler betyder, at Hydract-ledelsen nu må afsøge forskellige muligheder for at redde selskabet.
Adm. direktør Peter Espersen forsikrer, at det ikke er mangler ved Hydracts ventilprodukt, der er årsag til de skuffende omsætningstal. | Foto: Hydract / PR
Adm. direktør Peter Espersen forsikrer, at det ikke er mangler ved Hydracts ventilprodukt, der er årsag til de skuffende omsætningstal. | Foto: Hydract / PR

Der er tale om rettidig omhu, når ventilfabrikanten Hydract nu har indledt jagten på en eller flere kapitalkilder til at sikre den den fortsatte drift, mener adm. direktør Peter Espersen.

Pengekassen svinder nemlig ind som følge af skuffende lav interesse for selskabets vandhydrauliske procesventiler, og derfor offentliggjorde Peter Espersen og resten af ledelsen onsdag planer om at afsøge de nødvendige muligheder ”for at sikre selskabets fremtid og overlevelse”.

”Vi er nødt til at reagere i god tid, så vi er sikre på at kunne betale vores omkostninger. Det er derfor, vi sætter de her ting i gang nu,” uddyber Peter Espersen over for CleantechWatch.

Både låneoptag, en nye aktieemission og helt eller delvist salg af selskabet er ifølge onsdagens meddelese på tegnebrættet hos den trængte virksomhed. Hvor stort kapitalbehovet er, og hvilke slags investorer, ledelsen har i tankerne ønsker Peter Espersen ikke at uddybe for nuværende.

”Det kan gå i mange retninger, og det kommer også an på, om vi rejser pengene gennem en emission, en større investor, og hvilken horisont, de eventuelt måtte have,” siger han.

Hvor længe kan I fortsætte driften med den nuværende likviditet?

”Vi kan fortsætte et stykke tid endnu. Det er noget, vi justerer på hver dag – men i hvert inden for tidshorisonten af den seneste selskabsmeddelelse,” siger Peter Espersen med henvisning til onsdagens meddelelse. Her fremgår det, at Hydract vil afholde sin årlige generalforsamling d. 23. maj. 

Ledelsens ansvar

Det skuffende salgstal har martret Hydract gennem hele 2022 og fik oktober ledelsen til for anden gang i årets løb til kraftigt at nedjustere salgsforventningerne til 2022 – dengang fra 7-10 mio. kr. til 1,5-2,5 mio. kr. 

Ved samme lejlighed blev forventningerne til underskuddet i 2022 justeret fra et interval mellem 9,5 og 10,5 mio. kr. til et minus på mellem 12 mio. kr. og 14 mio. kr.

Efterfølgende gennemførte selskabet en kapitalforhøjelsesrunde til 5 mio. kr., der skulle holde hånden under driften de næste fem måneder.

”Dem begynder vi at kunne se enden af nu, så vi skal se på, hvordan vi nu får lavet et solidt fremadrettet grundlag for firmaet,” siger Peter Espersen.

Direktøren forsikrer, at det ikke er mangler ved ventilproduktet, der er årsag til de skuffende omsætningstal. Han fremhæver ventilernes energiforbrug, der ifølge selskabet er 90 pct. lavere end konventionelle ventiler, ligesom Hydracts løsninger giver mulighed for at overvåge ventilsystemerne digitalt.

Det lyder jo, som om jeres ventiler burde sælge sig selv. Så peger pilen ikke tilbage på jer i ledelsen?

”Der er ingen tvivl om, at når vi ikke har formået at sælge mere, end vi har, så peger pilen selvfølgelig på os. Det er vores ansvar, det kan ikke diskuteres,” siger Peter Espersen.

En konservativ branche

En anden og mindst lige så væsentlig forklaring er dog en inerti, der ifølge direktøren hersker i store dele af selskabets centrale kundesegment, drikkevareindustrien.

Her holder man nemlig stædigt fast i brugen af trykluftsventiler, der i dag er integreret i de fleste procesindustrier.

”Men alle har altid brugt trykluft, og alle løsninger er bygget op omkring det. Nogle steder i branchen siger man, at der ikke findes alternativer til trykluft, men det passer simpelthen ikke. Der er meget konservatisme i branchen, og det er den vanetænkning, som er vores allerstørste forhindring, og som vi forsøger at trænge igennem,” siger Peter Espersen.

”Hele processen med at forklare, hvad vi gør anderledes, havde vi forventet ville være langvarig. Men processen har også været længere, end vi havde ventet, og formentlig også end vi har haft råd til,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også