Grenaa Havn vil være hotspot for genanvendelse af vindmøller

Grenaa Havn tripper for at øge forretningen med udtjente vinger, lyder det fra ledelsen.
Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen

Grenaa Havn er klar til at tage del i en forventet voksende industri, der vil opstå, i takt med at flere og flere vindmøller bliver for gamle og skal tages ned eller livsforlænges. Sådan lyder meldingen fra topchef Henrik Carstensen fra Grenaa Havn A/S på selskabets hjemmeside.

”Grenaa Havn har en unik position i forhold til at håndtere og genbruge vindmøller på en bæredygtig måde. Vi har et veludbygget netværk af virksomheder indenfor genanvendelse og recycling og vi er selv eksperter indenfor logistik, hvilket gør os i stand til at håndtere dette på en effektiv måde,” siger han. 

Grenaa Havn henviser på sin hjemmeside blandt andet til, at havnen i fire år har deltaget i et EU-projekt, Decomtools, hvor opgaven blandt 13 partnere i seks lande langs Nordsøen har været at undersøge mulighederne for at genanvende primært offshore-vindmøller. 

’’Det, vi konkret venter på, er, at betragtelig flere vindmøller demonteres, så vi kan komme i gang og køre storskala på projektet. Vi har både pladsen og ekspertisen lokalt. Så vi er klar,” siger Theis Gisselbæk, kommunikationsdirektør i Grenaa Havn, i meddelelsen.

En vindmølle har typisk en levetid på 20-25 år – lidt kortere for havvindmøller på grund af vejret. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu