Købelystent cleantech-selskab: Vi får flere henvendelser

I sidste uge kunne vandrensningsspecialisten Nordic Oily Waste offentliggøre sit tredje opkøb på et år. Ifølge ejerleder får selskabet opkald fra andre aktører i branchen, der ønsker at sælge.
Ingen nye opkøb er aktuelt på bedding, fortæller adm. direktør Theis Rinaldo Andersen (th). | Foto: Nordic Oily Waste /PR
Ingen nye opkøb er aktuelt på bedding, fortæller adm. direktør Theis Rinaldo Andersen (th). | Foto: Nordic Oily Waste /PR

Det skorter ikke på henvendelser fra andre dele af branchen, der ønsker at skille sig af med rensningsanlæg og nyttige komponenter til cleantech-virksomheden Nordic Oily Waste.

I hvert fald ikke hvis man skal tro ejer og adm. direktør Theis Rinaldo Andersen, der i sidste uge kunne præsentere sin tredje større erhvervelse inden for det seneste år, og som for tiden oplever øget bevågenhed på sit selskab i lyset af opkøbsiveren.

”Jeg kan sige så meget, at andre har lagt mærke til os, og som henvender sig for at spørge, om vi kunne finde ud af noget interessant. Ting rygtes jo i industrien, og vi er lidt Tordenskjolds soldater lige nu,” siger Theis Rinaldo Andersen.

Sidste uges køb af vandrensningsvirksomheden Flux Waters behandlingsanlæg i København og Norge fulgte efter overtagelsen i januar af NCC’s industriterminal i Korsør og erhvervelsen af Fortum Waste Solutions olie- vandaktiviteter i maj sidste år.

Udbuddet var dog til, at det nemt kunne være blevet til flere, fortæller Theis Rinaldo Andersen.

”Inden vi blev færdige med handlen med Flux Water, var der allerede nogle andre, der havde henvendt sig til os for at høre, om der var nogle andre ting, vi ville forholde os til,” siger direktøren.

Ifølge salgschef Rasmus Ricks Sandberg skal tendensen ses i lyset af, at flere mindre aktører på spildevandsmarkedet har haft spildevandsbehandling som en ekstra service til deres kunder.

”Og flere af dem har nu et ønske om at fokusere på kerneforretningen, og dermed har vi fået et par henvendelser om køb af dele og anlæg,” siger han.

Ingen opkøb i kikkerten

Forhandlingerne om den seneste erhvervelse af Flux Waters spildevandsanlæg stod på i godt og vel et halvt år, efter Theis Rinaldo Andersen og hans salgschef Rasmus Ricks Sandberg selv tog fat i ejerne i november.

Nordic Oily Waste driver i forvejen procesvandsanlæg til behandling af olieholdigt vand i Aarhus, Esbjerg og Grenaa og ifølge direktøren kan selskabet opnå ”en masse synergieffekter” med de nye anlæg i porteføljen.

Ligesom Fortum Waste Solutions havde Flux Water gennem flere år genereret underskud for sine tidligere ejere, men hos Nordic Oily Waste tror man på, at det er muligt at gøre anlæggene til en rentabel forretning.

Hvad tror I er årsagen til, at flere aktører har svært ved at tjene penge på behandlingsanlæg til industrispildevand?

”Jeg ønsker ikke at spekulere i andre virksomheders eventuelle røde eller sorte bundlinjer, da der er utallige parametre, som har indflydelse på resultatet. Vi ser et marked i positiv udvikling, samt at der er langt mere fokus på et bedre miljø og skrappere krav til virksomheder i forhold til deres håndtering af farligt og ikke-farligt spildevand, som de kommunale anlæg ikke er bygget til at håndtere,” siger Rasmus Ricks Sandberg.

Med købet af Flux Water-anlæggene er der dog umiddelbart lukket for tegnebogen for nuværende.

”Vi har ikke noget som helst konkret på bedding lige nu. Men man skal aldrig sige aldrig, og det er ikke sådan, at vi nu stikker hovedet i jorden og siger, at nu tager vi ikke telefonen længere, hvis nogen ringer,” siger Theis Rinaldo Andersen.

”Rasmus og jeg prøve hele tiden at holde øje med, hvad der rører sig. Vi kigger på de forespørgsler, der kommer, men der er ikke noget lige nu, hvor vi siger, ’nu tager vi ud og ser på det.”

Planen er i stedet at investere ”et pænt millionbeløb” i det nye anlæg på Prøvestenen og i Stokke i Norge, fortæller Rasmus Ricks Sandberg.

”Nu skal vi bygge kulturen op i de to anlæg, så den ligner den, vi har de andre steder. Det er det, der er fokus lige nu,” siger han.

Oliegenanvender køber op i underskudsmartret cleantech-virksomhed

Fortum om frasalg af forretningsgren: ”Vi fik et godt tilbud”

Nordic Oily Waste satser på industrikunder med køb af Fortum-selskab

Fortum Waste Solutions står over for mulige milliardinvesteringer i nyt sats

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også