Danfoss lukker ordrebog på russiske fabrikker og hjemsender 1.300

Industrikæmpen trækker stikket på produktionen i Rusland, ind til konsekvenserne af Vestens sanktioner ligger mere klar, fortæller koncerndirektør Kim Fausing.
Foto: Casper Dalhoff/ERH
Foto: Casper Dalhoff/ERH

Den danske industrimastodont Danfoss følger en række andre danske produktionsvirksomheder og sætter for nuværende sine aktiviteter på pause i Rusland, hvor selskabet har en årlig milliardomsætning.

Ifølge topchef Kim Fausing besluttede koncernledelsen allerede mandag at stoppe leverancer ind og ud af Rusland, ligesom selskabet også lukkede ordrebogen.

”Vi er simpelthen nødt til at få overblik over de sanktioner, der enten er vedtaget eller er ved at blive vedtaget. Derfor har vi sat forretningen i stå” siger Kim Fausing til CleantechWatch.

Beslutningen – der kommer samme dag som Grundfos og Velux har sat deres aktiviteter i bero – betyder at alle 1.300 medarbejdere på Danfoss’ to russiske fabrikker er sendt hjem. fortæller Kim Fausing.

Selskabet tager ingen ordrer ind, og ingen varer flyder til og fra produktionen i landet. Foranstaltningen vil ifølge ledelsen stå på, ind til der foreligger mere klarhed over sanktionernes omfang.

”Nogle sanktioner er meget uklare i formuleringerne, så vi ikke helt ved, hvad det egentlig betyder for os. Alt det skal vi have styr på nu.” siger Kim Fausing.

Han ønsker ikke konkret at kommentere, i hvilket omfang ledelsen forventer, at de vedtagne sanktioner kommer til at ramme Danfoss. Eksempelvis kommer den planlagte afkobling af dele af den russiske finanssektor fra det globale meddelelsessystem Swift ifølge Bloomberg til at omfatte større russiske banker.

”Vi er ved at gøre vores hjemmearbejde, og ind til da kan vi ikke rigtig sige så meget mere,” siger Kim Fausing.

”Vi vil ikke rigtig sidde her og spekulere på det ene eller andet, for det kunne jo meget vel være forkert.”

Forretningen i anden række

Meldingen om at sætte den russiske produktion på pause kommer samme dag, som selskabet har offentliggjort sit årsregnskab for 2021, der viser en fremgang på 29 pct. i omsætningen – godt drevet frem af opkøbet af konkurrenten Eatons hydraulikforretning i august og en global voksende efterspørgsel på Danfoss’ energibesparende produkter.

Den russiske invasion af Ukraine har imidlertid sat ”forretningen i anden række” i Danfoss, siger Kim Fausing.

Ifølge koncernchefen har Danfoss tilbudt jobs og indkvartering ved sine aktiviteter i Polen og Rumænien til de af koncernens 91 ansatte i Ukraine, der kan og gerne vil ud af landet.

”Det, vi har brugt rigtig meget krudt på siden i torsdag, er at være i tæt kontakt med vores ukrainske kollegaer for at hjælpe dem i den her situation. Nogle gange flere gange om dagen,” siger Kim Fausing.

Hvad betyder konflikten for jeres overvejelser om i fremtiden at blive i Rusland og investere i jeres aktiviteter i landet?

”Med alt hvad der sker i Rusland, handler det om at have ro på og få et overblik. Vi har over årene brugt rigtig mange kræfter på a bygge vores position i Rusland.” siger direktøren.

”Nu tager vi os af vores medarbejdere derovre og sikrer os, at de ved, at vi er der for dem. Jeg tror, man skal være opmærksom på, at situationem for vores russiske medarbejdere, den lige så svær, som den er alle mulig andre steder.”

Milliardopkøb er med til at sikre Danfoss de ”bedste resultater i historien”

Danfoss henter grønne profiler fra USA og Udenrigsministeriet


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også