Rockwool-topchef ser bred fremgang på isoleringsmarkedet fortsætte i flere år

Med den gradvise tilbagevenden til mere normale forhold i byggesektoren efter coronakrisen forventer stenuldskoncernens adm. direktør Jens Birgersson, at de kommende år vil byde på pæne vækstrater for Rockwool. Især Nordamerika skiller sig ud.
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH

Efter et coronaudfordret 2020, hvor Rockwool endte med at skrumpe på top- og bundlinje, er de pæne salgstal vendt tilbage for stenuldskoncernen i årets første tre måneder, og skal man tro adm. direktør Jens Birgersson, vil tendensen fortsætte i de kommende år.

"Vi oplever en klar forbedring af forretningsmiljøet bredt set. Og når vi kigger fremad, ser vi den brede fremgang fortsætte," siger Jens Birgersson i et interview med CleantechWatch.

Særligt coronapandemiens aftagen som følge af vaccineudrulningen og de politiske betoninger af vigtigheden af boligrenoveringer i Danmark og Europa peger i retning af fortsat fremgang på isoleringsmarkedet, mener han.

"Der er en del makrotrends, der er med til at fremme renovering og energieffektivisering," siger Jens Birgersson med henvisning til blandt andet EU’s grønne genopretningsplan, der har renovering af den europæiske boligmasse som et omdrejningspunkt.

Høj byggeaktivitet

Rockwool-koncernen fremlagde onsdag eftermiddag sit regnskab for årets første tre måneder - et kvartal, der blandt andet har budt på en omsætningsvækst på 6 pct. til 671 mio. euro og et driftsoverskud (ebit) på 90 mio. euro, hvilket er 12 pct. højere end i første kvartal af 2020.

Årsagen til fremgangen skal findes i en generelt højere byggeaktivitet samt en vækst på godt 7 pct. i Rockwools systemdivision, der blandt andet fremstiller akustiske lofter og dyrkningssubstrater.

De pæne tal for årets første trimester har også fået koncernen til at opjustere forventningerne til 2021, så selskabet nu spår en vækst i omsætningen på 10-12 pct. i lokal valuta mod tidligere 3-5 pct, mens forventningerne til ebit-marginen blev opjusteret med omkring et procentpoint.

"Vi kiggede på ordrebogen, og det forhold at systemdivisionen oplevede stor efterspørgsel i løbet af det første kvartal. Samtidig havde vi en bred fremgang på vores markeder. Og min konklusion var, at det er noget, der kommer til at fortsætte," siger Jens Birgersson.

Var I generelt for pessimistiske i jeres prognose fra 2020-rapporten?

"Det er svært at sige. Vi havde ikke den samme aktivitet, da vi udformede rapporten," siger direktøren.

Rockwool har i modsætning til mange virksomheder på isoleringskoncernens størrelse, ikke store backlog af ordrer, der rækker længere ud i fremtiden, påpeger han.

"Vi har mange flere små ordrer, der afhænger af, hvad markedet efterspørger inden for de kommende uger," siger Jens Birgersson.

Nyt produktionsanlæg på trapperne

Selv om forretningsmiljøet er i bedring bredt, stikker en række markeder dog ud på hver sin måde, fortæller den svenske topchef.

"Der er nogle undtagelser i Sydøstasien, hvor væksten er lidt langsomt og i nogle tilfælde endda negativ," siger Jens Birgersson og fremhæver omvendt Nordamerika som et af de mest betydelige vækstmarkeder for Rockwool i den kommende tid.

"Nordamerika boomer fuldkommen, vi sælger alt, hvad vi kan producere i øjeblikket," siger Rockwool-chefen og påpeger, at koncernen starter produktionen op til en ny fabrik i West Virginia i slutningen af juni for at kunne imødekomme den voksende efterspørgsel på det amerikanske marked. Et anlæg, der vel at mærke kommer til at fremstille stenuld med bio- og naturgas som energikilde.

En ubekendt faktor for resten af Rockwools 2021 er til gengæld de stærk stigende råvarepriser, herunder på træ og plast, samt stigningerne i prisen på gas og el - forhold, der også er fremhævet i koncernens kvartalsrapport.

Det er dog ikke noget, der giver søvnløse nætter for Jens Birgersson.

"Det er et spørgsmål om at balancere råvarepriser, produktivitet og prisen på vores produkt. Vores mål hvert år er at producere mere med mindre," siger direktøren.

30 lande inden 2030: Rockwool satser globalt med genanvendt stenuld 

Analytiker: Ny Rockwool-prognose er stærkere end ventet

Højere byggeaktivitet løfter Rockwool-salget i første kvartal 

Rockwool opjusterer forventningerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også