Selskab bag hypet klimateknologi henter millioner hos pensionskasse

Pensionsselskabet Pension Danmark har smidt et trecifret millionbeløb i cleantech-virksomheden Stiesdal, der blandt andet står bag den meget omtalte klimateknologi Skyclean.
Foto: European Patent Office
Foto: European Patent Office

Cleantech-virksomheden Stiesdal, der blandt andet står bag den meget omtalte klimateknologi Skyclean, har hentet en millioninvestering hos pensionsselskabet Pension Danmark.

Det fremgår ikke, præcis hvor mange penge Pension Danmark har postet i Stiesdal, men ifølge en pressemeddelelse fra pensionsselskabet er der tale om et "pænt trecifret millionbeløb", der skal understøtte virksomhedens fortsatte produktudvikling.

Pensionsselskabet ønsker over for CleantechWatchs søstermedie AgriWatch ikke at oplyse, hvor stor en ejerandel man har købt sig ind i.

Til gengæld fortæller adm. direktør i Stiesdal, Henrik Stiesdal, at cleantech-virksomheden med investeringen og Pension Danmarks indtrædelse i ejerkredsen "står stærkt."

"Pension Danmark er kendt for at have bæredygtighed og ansvarlighed som en del af DNA'et og for at fokusere på vedvarende energi og jobskabelse. Det passer perfekt til virksomhedens værdier og visioner," siger direktøren.

Lignende toner lyder fra adm. direktør i Pension Danmark, Torben Möger Pedersen, der ligeledes fortæller, at Stiesdal har været et "perfekt match" for pensionsselskabets investering.

"Investeringen i Stiesdal har et betydeligt afkastpotentiale samtidig med, at det er en virksomhed, der i høj grad kan bidrage til at modvirke klimaforandringer og skabe nye grønne jobs i Danmark," siger direktøren.

Skal videreudvikle teknologier

Stiesdal er grundlagt af tidligere mangeårig teknisk direktør i Siemens Wind Power, Henrik Stiesdal, som har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den danske vindindustri, men siden 2014 har satset på en række nye klimateknologier.

Selskabet står bag de fire datterselskaber Stiesdal Offshore Technologies, Stiesdal Fuel Technologies, Stiesdal Storage Technologies og Stiesdal PtX Technologies, der arbejder med henholdsvis teknologier til fundamenter til havvindmøller, Skyclean-teknologien, der forventes at kunne reducere landbrugets udledning af klimagasser markant, langtidslagring af energi som varme og power-to-x.

Midlerne fra Pension Danmark skal nu bruges til netop videreudviklingen af de fire teknologier.

"Med fire teknologier, der alle rummer et betragteligt potentiale, er der flere veje til succes, og med en erfaren personkreds, der tidligere har vist, at de kan løfte grøn energi kommercielt, har vi stor tiltro til, at Stiesdal kommer til at gøre en forskel," siger Torben Möger Pedersen.

Pension Danmarks investering i Stiesdal sker ved tegning af nye aktier, som gør pensionsselskabet til såkaldt minoritetsaktionær. Der rejses samtidig med Pension Danmarks investering også kapital fra den eksisterende ejerkreds, oplyser Stiesdal.

Anden millioninvestering i år

Millioninvesteringen er den anden store investering i Stiesdal i år.

I slutningen af april meddelte energiselskabet Andel, at man havde købt sig ind i selskabet med en investering på 75 mio. kr., der blandt andet skal bruges på at opføre et anlæg på Sjælland, der skal lagre energi som varme i små sten, der opbevares i isolerede ståltanke.

I forbindelse med investeringen fortalte udviklingschef i Andel, Ole Alm, til erhvervsmediet Finans, at teknologien "sagtens" kan blive den næste grønne bølge for Danmark.

"Vi har været langt fremme med vindmøller, men det er andre lige så gode til nu. Næste skridt er lagring. Det er det, folk efterspørger," lød det blandt andet fra udviklingschefen.

Stiesdal går efter kommerciel udrulning af hypet pyrolyseteknologi i 2023

Pyrolysepioner jubler over regeringens sats på teknologi i landbrugsudspil

Startup bag "banebrydende" klimateknologi sætter fut under omsætningen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også