Hydract vil revolutionere global produktion af drikkevarer med ny ventilteknologi

Efter 13 års udviklingsarbejde er ventilproducenten klar til at gå på børsen med sin hydraulikbaserede løsning, der kan kappe 90 pct. af energiforbruget sammenlignet med trykluftsventiler og åbne op for helt nye produktionsmetoder i drikkevareindustrien.
Foto: Hydrack/PR
Foto: Hydrack/PR

Når Carlsbergs bryggeridirektør med et glimt i øjet kalder Hydract for det næste Grundfos, er det ikke nødvendigvis helt ved siden af – og det handler langtfra kun om, at Holstebro-virksomhedens ventilløsning kan kappe mere end 90 pct. af strømforbruget sammenlignet med det eksisterende løsninger i markedet.

Efter 13 års udviklingsarbejde er Hydract klar til at gå på børsen for at rejse kapital til at få sin hydrauliske ventil ud over stepperne og ind i drikkevareindustrien, hvor manden bag foruden store energibesparelser øjner muligheden for en regulær revolution i branchens måde at producere alt fra sodavand til juice og øl.

"Vi har skiftet luft ud med vand, som ikke kan trykkes sammen, og det gør ventilen langt mere pålidelig og giver en langt større præcision end trykluftsventiler har. Det er så grundlæggende, at man tror, det er løgn, men det gør både spild og vedligehold mindre – og så åbner det op for helt nye måder at producere drikkevarer på," forklarer Peter Espersen, adm. direktør i og stifter af Hydract.

Hvis et bryggeri for eksempel laver 50 forskellige øl i dag, så bliver de brygget fra bunden og lagret i en tank og venter derfra på at blive tappet. Men det giver langtfra en fuld udnyttelse af produktionskapaciteten og betyder, at bryggerier – med den usikkerhed det medfører – også skal forsøge at aflæse, hvor populær årets påskebryg eller næste specialøl bliver.

"Hvis man i stedet forestiller sig, at man laver få typer meget koncentrerede og stærke øl, så kan man blande dem sammen, ligesom du ville gøre det i en farvehandler, fortynde med vand og på den måde ud fra få grundtyper, der lagres som 'stærke koncentrater', meget hurtigt designe nye øl," siger Peter Espersen.

"På den måde kan du hele tiden imødekomme ændrede markedsbehov, for eksempel op til jul, hvor det jo ikke er unormalt, at bryggerier i dag enten løber tør eller har for meget. Det kan nu justeres med timers varsel," fortsætter han.

Her ses Hydracks hydrauliske ventil. | Foto: Hydrack/PR
Her ses Hydracks hydrauliske ventil. | Foto: Hydrack/PR

Den produktionsmæssige fleksibilitet tapper samtidig ind i et marked i forandring, hvor kunderne i stigende grad efterspørger nye produktvariationer, som skal hurtigt på markedet, men ikke nødvendigvis holder en sæson ud.

"Skal man lave det fra bunden hver gang, drukner man hurtigt i at skulle køre små batches igennem med løbende stikprøvekontrol. Men ved at have nogle grundtyper og regne sig frem til blandingsforholdene giver det mulighed for masseproduktion af små produktserier med langt lavere enhedsomkostninger end ellers," siger Peter Espersen.

"Så ideelt set vil man kunne lave specialøl til samme pris som en almindelig øl og samtidig reagere på kundens og markedets behov. Det er det ultimative, og der hvor vi med Carlsberg er kommet frem til, at vi skal satse," fortsætter han.

Nøjagtigt samme proces vil potentielt kunne bringes i spil i alt fra juice- til sodavandsproduktion, og det er med det afsæt, ledelsen i Hydract tror på, der kan skabes "et potentielt nyt marked i størrelsesordenen 10 mia. kr."

Børsnotering skal give ventilspecialist fodfæste i spirende milliardmarked 

90 pct. mindre energi

Udgangspunktet for Hydract var dog noget helt andet, da Peter Espersen en sommerdag for snart 13 år siden med en øl i hånden og over en snak med en ven fra ventilbranchen første gang fattede interesse for potentialet i at skifte trykluftsventiler ud med hydraulik i fødevareindustrien.

"Det startede oprindeligt med en idé om at spare energi," forklarer han.

Når der skal genereres trykluft bliver 80-90 pct. af energien omsat til varme og bliver dermed tabt. Halvdelen af den energi, der er tilbage, går desuden tabt som utætheder i systemet og det er dermed kun omkring 5-10 pct. af energien, som rent faktisk bliver brugt til at åbne og lukke ventilerne i praksis.

"Rundt regnet skal vores ventilsystem bruge under 10 pct. af den energi, kompressorerne på Carlsbergs bryggeri i Fredericia bruger til at styre deres ventiler i dag, fordi vores system er et lukket kredsløb med vand ført rundt af en pumpe og derfor stort set er tabsfrit, " siger Peter Espersen.

Omkring en tiendedel af elforbruget i bryggeriproduktion bliver som en tommelfingerregel brugt på trykluft, hvilket igen svarer til ca. 5 pct. af det samlede energiforbrug.

"Hvis man har en kompressor, der kører med 250 kWh. konstant som hos Carlsberg, så koster det måske 2-3 mio. kr. om året, så det er en betydelig energibesparelser," siger Peter Espersen, inden han hurtigt får tilføjet, at man ikke af den grund alene 'bare lige' udskifter 7-8.000 ventiler.

"Den grønne vinkel er ekstremt vigtig for os, og vi betragter forbruget af elektricitet og udledningen af CO2 som en basal styrke ved vores løsning. Men vi har også bare erkendt, at hvis man skal overtale markedet til at skifte teknologi, kræver det, at der virkelig er noget at hente, også i forhold produktionen, og det er derfor, vi går hele vejen," siger han.

Carlsberg er kun første skridt

Når den Holstebro-baserede virksomhed nu lægger an til at tage næste skridt i bestræbelserne på at udbrede sin hydraulikbaserede ventilløsning gennem en notering på minibørsen First North, er det således med et færdigudviklet produkt og en klar strategi foran sig.

De seneste års tætte samarbejde med Carlsberg bryggeri i Fredericia har siden 2016 givet 19 mio. kr. i omsætning, ligesom Hydract har fået 41 mio. kr. i støttemidler fra EU og Markedsmodningsfonden. Nu sigter selskabet efter at rejse 31-35 mio. kr. på Nasdaqs vækstbørs – og de penge skal netop bruges på at skabe vækst.

"Først og fremmest skal vi bruge pengene på at gå ud og blive i stand til at demonstrere og sælge vores teknologi, så vi skal have styrket vores salgsindsats og skal også have bredt vores produktprogram ud. Så det er en hel virksomhed, vi skal have bygget op," siger Peter Espersen.

Mere konkret satser Hydract på sigt ikke bare på at sælge sin løsning ind til bryggerier, men også juicefabrikanter, mejerier og sodavandsproducenter, hvor man tilsvarende vil kunne "springe en hel del led over" ved at kunne lave en løbende blanding fra koncentrater:

"Der er mange blandingsprodukter i drikkevareindustrien, hvor vi kan styre det med en helt anden præcision end i dag – kunsten er at få så godt styr på blandingsprocessen, så man i stedet for at skulle tage stikprøver i en batchkontrol af lagringstanken kan lave en kontinuerlig kvalitetskontrol og dermed optimere sin produktion," siger han.

Hydracts CTO, Robert Collins, sørger for, at teknologien spiller. | Foto: Hydrack/PR
Hydracts CTO, Robert Collins, sørger for, at teknologien spiller. | Foto: Hydrack/PR

Så I håber på at kunne revolutionere drikkevareindustrien?

"Det har vi sådan set tænkt os. Det har taget os 13 år med udvikling og forbedring af teknologien at komme hertil, men nu er vi klar. Jeg er lidt bange for at sige noget om størrelsen i fremtiden, for jeg kan næsten ikke forestille mig det, men jeg kan se, at de store leverandører har en milliardomsætning, så kan vi bare få en lille del af det, ville det være stort for os."

Hydract-chefen anerkender imidlertid også, at de kunder, der skal sælges til, står med et meget stort driftsansvar. Produktionen skal køre konstant, og derfor er det ikke bare sådan lige at skifte samtlige ventiler ud på en fabrik.

"Det er sin sag at sælge idéen om, at man skal prøve noget fuldstændig nyt og anderledes, for man har også KPI'er, man skal stå på mål for i morgen. Så uanset hvor god en idé, det er, vil det stadig kræve, at man tager det i skridt. En ny kunde vil først skulle have det demonstreret og derefter gå ind i et pilotprojekt, inden man kaster sig helt ud i det," siger han.

Carlsbergs bryggeri i Fredericia har da også indtil videre kun udskiftet omkring en tiendedel af sine mange tusind ventiler med Hydracts hydrauliske løsning, og ifølge Peter Espersen er det overordnet vigtigt at have for øje, at det vil tage tid, før markedet for alvor får øjnene op for mulighederne i selskabets hydrauliske ventil.

Af samme årsag er han også tilbageholden med at komme med håndfaste løfter om et forestående boom i omsætningen, men han forventer da som minimum et "trecifret millionsalg i løbet af ikke alt for mange år," som han formulerer det.

Ser ind i nye markeder

Hvor danske virksomheder som Grundfos og Danfoss eller for den sags skyld AVK, der laver ventiler til især vandområdet, ikke umiddelbart er i samme markeder som Hydract, er det især selskaber som Alfa Laval, SPX og Pentair, der vil blive fremtidens konkurrenter, vurderer Peter Espersen.

Samtidig er det ikke udelukkende drikkevareproducenter, som over tid kan blive en guldrandet forretning for Hydract.

Helt grundlæggende er "det store spring i udviklingen" af Hydract teknologi, at tankegangen om oliehydraulik og den måde, hydraulik normalt fungerer, er blevet miniaturiseret til noget, der er på størrelse med trykluftkomponenter.

"Det har trukket tænder ud og taget tid, men resten er bare sammenhængen vi sætter det ind i," forklarer Peter Espersen.

Hydract ser således også potentiale for sin teknologi i blandt andet lægemiddelindustrien og inden for olie- og gas.

"Vi fokuserer lige nu på det, vi kender, og der er potentiale til i hvert fald i overmorgen," siger Peter Espersen.

"Men det er klart, at inden for lægemiddelindustrien eller hele ATEX-området inden for olie og gas, hvor det kan hjælpe på eksplosionsfare, at vi ikke bruger luft, er steder, hvor vores teknologi henvender sig. I det hele taget er der mange steder, man i dag anvender trykluft. Vi har bare slet ikke taget hul på det endnu," siger han.

Hvad fremtiden bringer, vil fremtiden vise, men én ting er i hvert fald sikkert for Hydract-chefen:

"Vi bliver i Holstebro og vil vise, at det også er muligt at lave en højteknologisk virksomhed i Vestjylland."

Windowmaster satser på udenlandske opkøb efter dansk cleantech-investering

Erik satsede sin formue på en overset klimateknologi – nu kan Joe Biden forløse potentialet

Jysk cleantech-virksomhed får erfaren bestyrelsesformand for bordenden

AVK-topchef melder sig ind i Lars Løkkes politiske netværk

Når det gælder forsyningsdata er Danmark nærmest et u-land 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også