Grøn fondsforvalter forventer hurtigt comeback efter rekordunderskud

Forsamlingsforbuddet har været en kæp i de økonomiske hjul for Sustain Solutions, der forvalter pensionsselskabet PKA's energirenoveringsfond. Indhentningen af udsatte projekter og et øget politisk fokus på energieffektivisering betyder dog, at man forventer overskud igen allerede i 2021, fortæller adm. direktør.
Foto: Sustain Solutions/PR
Foto: Sustain Solutions/PR

Coronapandemien har været hård ved Sustain Solutions, men skal man tro adm. direktør Christian Niepoort, kigger den grønne fondsforvalter allerede nu ind i et et stærkt 2021.

"Vi har ramt en kortvarig pukkel ligesom mange andre virksomheder i denne svære tid, men vi er på vej op igen. Så selvom vi er super ærgerlige, er vi ikke bekymrede," siger han til CleantechWatch.

Som beskrevet i CleantechWatch i sidste uge, gik Sustain Solutions ud af sit forskudte regnskabsår for 2019/20 med et rekordstort underskud på 3 mio. kr., samt et fald i bruttofortjenesten fra 16 mio. kr. i 2018/19 til 2,9 mio. kr. i det seneste regnskab.

Siden er tingene dog vendt, fortæller direktøren, og nu kigger forvalteren af pensionsselskabet PKA's energirenoveringsfond frem mod sorte tal på bundlinjen igen i det kommende regnskabsår.

"Vi er i plus de seneste seks måneder, og det kommer vi også til at være, når de næste seks måneder er gået, så vi forventer et positivt årsregnskab næste gang," siger Christian Niepoort.

Optimismen bygger han blandt andet på de gunstige politiske vinde, der i øjeblikket blæser over energirenoveringsbranchen.

I maj blev et politisk flertal enige om en grøn boligaftale, der afsatte 30 mia. kr. fra Landsbyggefonden til renovering i den almene boligsektor over de kommende fem år. Det blev i november fulgt op med en aftale om at udvide den såkaldte bygningspulje, der yder bidrag til energibesparelsesprojekter i de danske boliger.

Samtidig er der i flere kommuner kommet større fokus på energieffektivisering, mens EU har øremærket store dele af sine coronahjælpepakker til grøn omstilling og energieffektivisering.

"Der er jo mange ganske fine udmeldinger rundt omkring. Så det bliver et sjovere marked, når vi kommer ud på den anden side, hvor der kommer til at være et højt aktivitetsniveau. Det begynder vi allerede at kunne mærke nu," siger Christian Niepoort.

Nedlukket beboerdemokrati

Den altoverskyggende årsag til underskuddet i Sustain Solutions skal findes i de forsamlingsforbud, der er blevet indført for at begrænse coronasmitten i Danmark.

Sustain Solutions administrerer PKA's energirenoveringsfond på i alt 300 mio. kr., som yder bidrag til energirenoveringsprojekter i særligt den almene boligsektor.

Indtjeningen får fonden gennem de økonomiske besparelser, som kunderne løbende opnår ved et lavere energiforbrug, og kunderne skal dermed ikke selv have penge op af lommen i forbindelse med renoveringerne.

Men coronanedlukningen har betydet, at mange boligforeninger ikke har kunnet mødes og godkende de planlagte energirenoveringer, hvormed projekterne er blevet udskudt.

"En rigtig stor del af vores projekter finder sted i de almene boligforeninger, så det har været vores helt store problem i det forgangne regnskabsår," siger Christian Niepoort.

Han har dog, understreger han, stor sympati for, at man i et beboerdemokrati har brug for at mødes fysisk og diskutere tingene igennem, da renoveringerne også kan have æstetisk betydning, eksempelvis i form solceller på taget eller en ændret facade.

"Når man er flere hundrede mennesker i en boligforening, kan jeg sådan set godt forstå, at man har brug for ikke bare at ordne det virtuelt, som man ser andre steder," siger direktøren.

Han understreger, at renoveringsprojekterne ikke er aflyste – kun udskudt.

"De kommer jo til at blive gennemført, når folk kan mødes igen," siger direktøren, der dog heller ikke er jubeloptimist, når det kommer til næste års projekter.

"Medmindre corona forsvinder rigtig hurtigt ud af vores liv, så man må man nok være realistisk og sige, at nogle af de projekter først kommer ind i næste regnskabsår igen," siger Christian Niepoort.

Alternative opgaver

Så længe pandemien stadig er en faktor, vil Sustain Solutions dog fortsat være nødt til vise ekstra økonomisk påpasselighed, påpeger direktøren.

Man har i løbet af coronapandemiens tid "spændt livremmen lidt ind" og "rakt ud efter nogle sager, der er mindre følsomme over for forsamlingsforbud", som han formulerer det.

"Vi står heldigvis i en situation, hvor der er en efterspørgsel fra vores kunder på andre typer af ydelser end de store projekter, vi normalt udfører," siger direktøren og peger på grønne screeninger, revurderinger og energimærker some opgavetyper, der har været i vækst hos Sustain Solutions.

Samtidig har man udnyttet tiden til at udvikle nye screening-værktøjer og samt et nyt ladestanderkoncept, der ifølge direktøren vil kunne tilbyde "markedets laveste kWh-pris", når det er udrullet.

"Så coronakrisen har på mange måder også styrket os som virksomhed," siger Christian Niepoort.

Påpasseligheden som følge af corona har dog også betydet, at kreditværdigheden hos kunderne er kommet under ekstra lup, fortæller han. Det på trods af, at fondens typiske kunder – den almene boligsektor og de selvejende institutioner – med direktørens ord befinder sig "i den meget sikre ende af skalaen", når det kommer til investeringsprojekter.

"Vi har til dato aldrig haft en kunde, der gik konkurs," som direktøren siger.

"Men det er klart, at risikoen er øget med corona. Det må vi erkende."

Så I er mere forsigtige med, hvilke kunder i energirenoverer for i dag?

"Sådan vil jeg egentlig ikke sige det. Men det er klart, at en af vores vigtigste opgaver er at have et nøgternt billede af kreditrisikoen på en sag. Og den vurdering vil i nogle sager se lidt ringere ud, fordi verden kreditmæssigt bare er blevet et lidt mere usikkert sted," siger Christian Niepoort.

Coronakrisen barberer over 80 procent af væksten i Sustain Solutions

Synergi: Faldet i det danske energiforbrug går ikke hurtigt nok 

Banker screener storkunders bæredygtighed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også