Elfærger kan tjene sig selv hjem på under 10 år

Vil man lave grøn omstilling, bør man skifte til elfærger, mener forsker efter evaluering af en forsøgsfærge i det sydfynske øhav. Elfærger kan endda blive et nyt dansk vindmølleeventyr, lyder det.
Foto: Halfdan Abrahamsen, Ærø EnergyLab
Foto: Halfdan Abrahamsen, Ærø EnergyLab
AF VIDENSKAB.DK VIDEREFORMIDLET AF RITZAU

Det koster over 100 millioner kroner at søsætte en elfærge på en dansk færgerute – men pengene er tjent hjem igen efter blot 4-8 år, fordi det er langt billigere at drive en elfærge end en dieselfærge.

Men lige så vigtigt fjerner elfærgen store udledninger af både CO2 og farlige partikler, der skaber luftforurening og skader helbred, miljø og klima.

Det viser en evaluering af den danskbyggede elfærge Ellen, der i godt et år har sejlet på ruten mellem Als og Ærø i det sydfynske øhav.

"Det er svært at få armene ned. Nu har vi bevist i praksis, at det ikke bare har været luftkasteller og luftige ideer at flytte færgedriften over på el, og især den økonomiske del har været meget bedre, end vi turde håbe på. Efter 4-8 år er det lutter besparelse. Vi er yderst tilfredse," konstaterer Halfdan Abrahamsen, informationsansvarlig for el-færgeprojektet E-ferry, som Ellen-projektet officielt bliver kaldt.

Siden første dag er Ellen blevet fulgt tæt, fordi hun er den første nybyggede elfærge i verden, som på en enkelt opladning dækker en distance på op til hele 80 km; det gør hende til den kraftigste elfærge i verden.

Mere præcist sparer Ellen over 2.500 ton CO2 om året i sammenligning med en moderne dieselfærge. Tilfredsheden blandt passagererne på færgeruten er oven i købet høj, fordi Ellen både larmer mindre, sviner mindre og sejler hurtigere end en dieselfærge.

Måske vigtigst af alt i en tid med fokus på grøn omstilling gavner elfærger helt tydeligt både miljø og klima. Derfor ligger indførslen af el på alle danske færgeruter lige til højrebenet, mener forsker Chresten Træholt.

Efter at have set nærmere på resultaterne fra det første år med Ellen, har han med egne ord lyst til at klappe hårdt i hænderne, indtil det gør for ondt at blive ved.

"Ellen viser, at vi kan nå de mål, vi sætter os, og på den måde signalerer projektet jo: 'hvad venter vi på; se at komme i gang!' Det lægger pres på den politiske beslutningsproces. Vi kan stadig nå at blive nogle af de bedste til at elektrificere og bruge batterier og på den måde opbygge erfaringer og udvikle produkter, vi kan sælge til andre, fordi vi går forrest i den grønne omstilling," mener Chresten Træholt, der forsker i såkaldte elektrificering af transport på Institut for Elektroteknologi ved DTU.

Resultaterne fra Ærø imponerer da også transportminister Benny Engelbrecht (S).

I en mail til Videnskab.dk skriver ministeren:

"En bæredygtig færgedrift er en vigtig del af den grønne omstilling, som transportsektoren i Danmark skal gennemgå i løbet af de kommende år for at bidrage til en samlet CO2-reduktion på 70 procent inden 2030. Derfor er jeg også utroligt glad for, at erfaringerne med elfærgen Ellen, der sejler mellem Als og Ærø, har været så gode."

"Disse erfaringer vil naturligvis indgå i vores overvejelser, når vi senere skal gå videre med resultaterne af den igangværende analyse om omstilling af færgedriften til at blive mere bæredygtig," lyder det fra ministeren.

Analysen af grøn omstilling af danske indenrigsfærger forventes at være færdig i november 2020, lyder det fra Transport- og Boligministeriet.

Ellen er bygget i Danmark, og en stor del af teknologien om bord er på danske hænder. Dermed kan en investering i elfærger i Danmark både gavne miljø og klima og potentielt også sætte gang i hjulene herhjemme.

"Vi tænker, at det kan blive til en slags nyt dansk vindmølleeventyr. Vi håber, at politikerne også kan se potentialet. Over 900 europæiske færgeruter kan besejles af færger af Ellen-typen. Hvis blot en del af de ordrer ryger til Danmark, kan det betyde store indtægter til landet, blandt andet gennem værftsindustrien," lyder det fra Halfdan Abrahamsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også