Overskuddet vokser i Danmarks Grønne Investeringsfond

Danmarks Grønne Investeringsfond har fordoblet sit overskud i det forgangne år og kan efter fem årsregnskaber for første gang notere et akkumuleret overskud i regnskabsbøgerne. Nu skal nye milliarder på arbejde.
Foto: Gregers Tycho/ERH
Foto: Gregers Tycho/ERH

Danmarks Grønne Investeringsfond langede færre millioner ud i grønne lån i det forgange år, hvor overskuddet til gengæld voksede til mere end det dobbelte.

Mere konkret endte fonden med et samlet resultat på 22,2 mio. kr. i 2019 mod et overskud på lige over 10 mio. kr. året forinden. Det fremgår af det årsregnskab, fonden har fremlagt onsdag.

På udlånskontoen blev det til samlet 310 mio. kr. i årets løb, hvilket er noget mindre end de over 500 mio. kr., fonden lånte ud i hver af de to forudgående år.

Lånene i 2019 fordeler sig over 17 virksomheder inden for energibesparelser, ressourceeffektivisering og særligt vedvarende energi.

"Også i år har vi i Danmarks Grønne Investeringsfond finansieret en bred vifte af innovative, grønne teknologier. Vores portefølje i 2019 afspejler en grøn omstilling, som er godt i gang i hele økosystemet: Fra tidlig kommerciel fase til de store virksomheder," siger Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond, i en kommentar til regnskabet

Samlet overskud siden stiftelsen

Med 2019 bag sig har Danmarks Grønne Investeringsfond samtidig passeret "en milepæl" i form af, at der for første gang er opnået et akkumuleret overskud på 4,7 mio. kr. siden etableringen af fonden i 2015.

Administrationsomkostningerne i fonden er ellers steget med tæt på fem mio. kr. til 23,4 mio. kr. siden 2018, men de øgede udgifter bliver opvejet af resultaterne af fondens udlån, som er vokset fra omkring 30 til 45,6 mio. kr. i samme periode.

Ifølge Danmarks Grønne Investeringsfond har virksomhederne i porteføljen samlet set øget deres årlige omsætning med knap 40 pct., eller hvad der svarer til samlet 1,7 mia. kr., i den periode, fonden har arbejdet sammen med dem.

Fonden vurderer desuden, at aktiviteten i de virksomheder kan oversættes til en årlig CO2-besparelse på 677.000 tons. 

"Så der er i den grad bidraget til den grønne omstilling," siger fondens bestyrelsesformand, Anders Eldrup.

Nye milliarder skal på arbejde

Med regeringen og de øvrige partier bag finanslovens beslutning om at etablere Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 mia. kr. er der nu lagt op til en noget større låneramme i Danmarks Grønne Investeringsfond, som samlet styrkes med 6 mia. kr.

Det er penge, som ikke mindst i lyset af coronakrisen kan blive en vigtig håndsrækning for danske cleantech-virksomheder.

"En grøn genstart kræver store investeringer og risikovillig kapital, og den risikovillige kapital får vi nu gennem Danmarks Grønne Fremtidsfond. Og i Danmarks Grønne Investeringsfond ser vi frem til at bidrage med vores ekspertise," fastslår bestyrelsesformand i Danmarks Grønne Investeringsfond, Anders Eldrup, i en kommentar til regnskabet.

Fondens erfaringer med selv at finansiere og at geare finansieringen af en bred vifte af virksomheder, der gør grøn omstilling til en god forretning, bliver ifølge den tidligere DONG Energy-direktør afgørende, ligesom fondens samarbejde med forskningsmiljøet og private aktører skal i spil i genopretningen af dansk økonomi.

"Danmark har en styrkeposition på energiteknologi og er blandt de førende, når det kommer til både forskning og innovation. Den grønne omstilling kan oven på COVID-19-krisen blive en motor for vækst og jobs. Den grønne dagsorden er nemlig også en vækstdagsorden, og vi skal have modet til at investere i fremtidig vækst," siger Anders Eldrup.

Anders Eldrup bliver ny formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Coronakrisen har vist grønne investeringers værd – flere milliarder kan være på vej 

Regeringen afsætter 25 mia. kr. til grøn fond – bygges på skuldrene af eksisterende tiltag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også