Novozymes-formand: Jagten på en afløser startede for et stykke tid siden

Processen med at finde en ny adm. direktør har været flere måneder undervejs, fortæller bestyrelsesformand i Novozymes, Jørgen Buhl Rasmussen. Fratrædelsen sker på det helt rigtige tidspunkt, fastlår han. (Opdateret)
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af Ritzau Finans

Novozymes satte allerede for et stykke tid siden gang i en proces med at finde en ny administrerende direktør, der skal være med til at vende udviklingen i selskabet, der på det seneste har været præget af vækstudfordringer.

Det siger Jørgen Buhl Rasmussen, der er bestyrelsesformand hos Novozymes, til Ritzau Finans i forlængelse af selskabets meddelelse om, at topchefen, Peder Holk Nielsen, fratræder sin stilling.

"Det er altid en proces. I en bestyrelse diskuterer man altid, og succession er en vigtig del af vores agenda - både når du taler bestyrelse og ledelse. Det er en løbende diskussion i bestyrelsen, og på et tidspunkt konkluderer man, at det er tid til at kigge efter en forandring. Det var så det, vi gjorde med toplederposten, og vi satte gang i en proces med at rekruttere eksternt," siger Jørgen Buhl Rasmussen og fortsætter:

"På et senere tidspunkt er der også en proces og en dialog med Peder om, at det var det rigtige tidspunkt, at han træder tilbage, og vi får en ny på posten."

Er der tale om en fyring af Peder Holk?

"Jeg ved, at I gerne vil have de her ord. Jeg vil kalde det en proces, og der har også været en dialog med Peder, og vi er blevet enige om, at det er det rigtige for Novozymes og ham selv. Og sådan bør det også være," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Novozymes oplyste tirsdag formiddag i en meddelelse til fondsbørsen, at koncernens administrerende direktør, Peder Holk Nielsen, fratræder sin stilling, når en afløser er fundet. Det ventes at ske i starten af 2020, og der kommer til at være en ekstern kandidat, der heller ikke er en del af Novo-gruppen.

Startede ekstern proces for et par måneder siden

Ifølge bestyrelsesformanden blev processen med at lede efter en ekstern kandidat sat i gang for "en del måneder siden". Han fortæller samtidig, at det aldrig har været planen, at Peder Holk Nielsen, der i dag er 63 år, skulle fortsætte mange år endnu som topchef hos Novozymes. Han blev udnævnt til administrerende direktør i 2013.

"Det har været en klar aftale med Peder om, at det aldrig har været intentionen, at han skulle fortsætte indtil han var 65 år. Så han ville nok være stoppet uanset hvad, før han blev 65 år," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Bestyrelsesformanden mener, at tidspunktet for at skifte ud på direktionsgangen er det helt rigtige, og det er der særligt to årsager til. Den ene er de seneste års vækstudfordringer, og den anden hænger sammen med Novozymes lancering af den opdaterede strategiplan i juni.

"Vi har ikke helt levet op til vores egne forventninger de seneste to til tre år, selv om vi har haft en organisk vækst på omkring 2-4 pct. - på nær i 2019. Vi har ikke været helt tilfredse, og det har været en drivkraft i den her proces," siger Jørgen Buhl Rasmussen og fortsætter:

"For mig og bestyrelsen var det også vigtigt på den baggrund at komme i gang med en strategiproces og dermed få udviklet en ny strategi og sat gang i implementeringen af den, før vi lavede et skifte på topposten. Havde vi lavet skiftet, inden vi startede strategiprocessen, havde det taget endnu længere tid at komme i gang."

Peder Holk Nielsen stopper som topchef i Novozymes

Novozymes nedjusterer igen forventningerne til væksten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også