Klimarådet i status: Regering har travlt, hvis klimamål skal nås

Ifølge Klimarådet har regeringen for andet år i træk ikke vist, hvordan mål om reduceret udledning i 2030 nås.
Danmark skal reducere med 20 millioner ton udledning i 2030, og der mangler at blive fundet 10 millioner ton. Det vurderes at blive sværere, fordi de lavthængende frugter allerede er plukket. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Danmark skal reducere med 20 millioner ton udledning i 2030, og der mangler at blive fundet 10 millioner ton. Det vurderes at blive sværere, fordi de lavthængende frugter allerede er plukket. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Danmark når ikke sine klimamål i 2030 med regeringens nuværende indsats ifølge Klimarådet, der er et uafhængigt og rådgivende organ.

Klimarådet gør hvert år status over klimaindsatsen, som endnu engang ser ud til at halte efter. Der er brug for nye initiativer, hvis udledningen af drivhusgasser skal mindskes med 70 procent i 2030. Og tiden er knap.

”Det er ikke udelukket, men det er endnu ikke anskueliggjort, at vi kan nå målet i 2030.”

”På trods af store fremskridt i de sidste to år, vurderer Klimarådet samlet set, at regeringens indsats endnu ikke anskueliggør, at 70-procents-målet i 2030 nås,” siger professor Peter Møllgaard, der er formand for Klimarådet.

Der er de seneste to år sket en ”betydelig fremdrift” ifølge rådet.

Siden den første status fra Klimarådet sidste år har Folketinget eksempelvis vedtaget en landbrugsaftale samt reduktionstiltag i finansloven. De bidrager med 2,4 millioner ton mindsket udledning.

Størstedelen af reduktionerne er dog behæftet med moderat til høj risiko for, at de ikke indfris. Det skyldes ifølge Klimarådet at de bygger på endnu ukendt teknologi.

Danmark skal reducere med 20 millioner ton udledning i 2030, og der mangler at blive fundet 10 millioner ton. Det vurderes at blive sværere, fordi de lavthængende frugter allerede er plukket.

”Nogle af de teknologier, vi har kigget på, specielt indenfor landbruget, har vi vurderet, at der er stor risiko for ikke lykkes.”

”Der er sket store fremskridt, men der er for eksempel usikkerheder indenfor landbruget, hvor vores vurdering er, at regeringen ikke har taget de risici tilstrækkelig alvorligt,” siger Peter Møllgaard.

Det er regeringens ambition, at alle de nødvendige beslutninger for at nå målet i 2030 er truffet senest i 2025.

Der skal reduceres med cirka én million ton CO2 yderligere i 2025 for at nå den nedre grænse, som Folketinget har forpligtet sig til.

Delmålet er på 50 til 54 procent og udgør 2025-målet.

For nylig kom en skattekommission med forslag til tre modeller for en afgift på udledning af drivhusgasser.

Klimarådet anbefaler 1500 kroner per ton. Men regeringen er endnu ikke kommet med et udspil.

Men det haster ifølge Klimarådet og bør indføres med det samme.

”Hvis det her redskab skal nå at have en effekt og drive den grønne omstilling, er vi nødt til at tage hul på det med det samme,” siger Peter Møllgaard.

Senere på året ventes en rapport om afgifter for landbruget. Men allerede nu bør politikerne indføre en afgift for andre sektorer som transport og industri. Målet bør være en ensartet afgift i 2030, mener han.

”Det haster meget med at få indført en generel drivhusgas-afgift. Vi kan starte i de sektorer, hvor vi ved, hvordan det kan gøres og så indfase den frem mod 2030, så vi når et niveau på 1500 kroner per ton,” siger Peter Møllgaard.

Klimarådet tror ikke på mindre import af affald med forestående liberalisering

Organisationer til statsminister: Genåbn aftaler hvis du er grøn

Støttepartier anklager Mette Frederiksen for at misinformere om CO2-afgift i nytårstale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også