Dansk viden skal hjælpe landmænd i Kenya med at nå klimamål

Landbrug & Fødevarer har i ledtog med finske og hollandske pendanter indgået en samarbejdsaftale med FN's landbrugsorganisation, der skal bidrage til, at Kenya når sine klimamål for 2030.
Flemming Nør-Pedersen, konst. adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, | Foto: Landbrug og Fødevarer/PR
Flemming Nør-Pedersen, konst. adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, | Foto: Landbrug og Fødevarer/PR

Kenyanske landmænd skal hente inspiration hos de danske, finske og hollandske kolleger.

Landbrug & Fødevarer har netop underskrevet en samarbejdsaftale med FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), som finansierer forundersøgelsen til et klimaprojekt i Kenyas Lake Victoria Region.

Det oplyser lobbyorganisationen i en pressemeddelelse.

"Danske landmænd og andelsselskaber har viden og teknologisk ekspertise om klimaeffektiv fødevareproduktion, som kan hjælpe udviklingslande. I FN’s landbrugsorganisation FAO har vi fundet en formidabel global partner, ved hvem vi kan levere på den stærke opfordring fra COP26 om øget klimahandling i landbrug og skovbrug globalt," udtaler Flemming Nør-Pedersen, konst. adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i meddelelsen.

Projektet sker i regi af det globale andelspartnerskab Cooperative Partnership for Climate Smart Food and Forestry, som L&F har stiftet sammen med søsterorganisationer i Finland og Holland samt den hollandske andelsudviklingsorganisation Agriterra.

Målet er at kunne understøtte en bæredygtig intensivering og klimaoptimering af landbrugsproduktionen i området omkring Lake Victoria Region, samtidig med at øgede mængder af kulstof lagres i jorden, afskovning undgås og kulstofoptag øges.

Ifølge FAO sigter partnerne mod at etablere en grøn klimafond på 30 mio. dollar (ca. 197 mio. kr.) til formålet.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også