Klumme: Slut med kejserens nye klimaklæder

På COP26 i Glasgow har virksomheder og verdensledere forsøgt at finde løsninger på den globale klimakrise. Alle er enige om, at ambitionerne skal øges. Alligevel ser vi stadig virksomheder på stribe annoncere CO2-neutrale målsætninger, som klinger hult, skriver Thomas Schrøder, der er direktør i Schneider Electric, i denne klumme.
Foto: PR Schneider Electric
Foto: PR Schneider Electric
Af Thomas Schrøder, Director, Nordic & Central Eastern Europe - Energy & Sustainability Services hos Schneider Electric

Erhvervslivets vilje til at gøre en forskel for klimaet er større end nogensinde. Samtidig har udgangspunktet for at nedbringe energiforbruget aldrig været bedre. Ambitionerne stiger altså, men det gør kravene også. Udfordringen er dog, at mange virksomheder famler i blinde og mangler konkret retning for at kunne nå de nye målsætninger om klimaneutralitet. Og det betyder, at en stor del af CO2-udledningen bliver overset, når der laves klimastrategier.

Det relevante spørgsmål er derfor: Hvordan bliver erhvervslivet klar til næste niveau af den grønne omstilling?

Alt tæller, når klimakagen skal skæres

Først og fremmest er det nødvendigt at udnytte teknologier til at få et dybdegående indblik i energiforbruget baseret på data – og ikke bare i virksomhedens egen drift, men i hele værdikæden.

De fleste virksomheder har fuld gang i scope 1 og 2-aktiviteter i henhold til Greenhouse Gas Protocol, men nu venter næste niveau med scope 3, der stiller langt større krav til data, dokumentation og identifikation af potentialer for reduktion af drivhusgasser i værdikæden, heriblandt alle underleverandører. Og ofte er det netop i værdikæden, vi finder de helt store CO2- syndere og dermed det største potentiale for at optimere.

Mange virksomheder har økonomien til det, men mangler interne ressourcer og kompetencer til for alvor at komme i gang og drive de nødvendige forandringer for at nå op på næste niveau. Det betyder, at de hverken kender deres potentialer eller udfordringer, fordi de mangler tilstrækkelige og valide data for CO2-aftryk fra alle kategorier i værdikæden.

Ingen data, ingen løsning

Udfordringen handler altså hverken om mangel på økonomi eller vilje. Det handler om mangel på viden. Man skal kende hele sin interne og eksterne værdikæde så godt, at man ved, hvor det giver mest mening at sætte ind for at gøre en reel forskel.

Det er en øvelse, som kræver indsigt og ressourcer og ikke mindst troværdige data fra både virksomheder og deres leverandører. Det er en kompleks opgave, og nogle virksomheder tøver eller giver op. Men med de rette ressourcer, kompetencer og rådgivning kan de fleste faktisk være med. Derfor er det også afgørende, at vi har fået et konkret rammeværk som the Net-Zero Standard fra det globale klimainitiativ Science Based Targets (SBTi), som baseret på klimavidenskaben vurderer, om virksomheder rent faktisk lever op til de nødvendige krav for at blive klimaneutrale.

Vi ved også, at når virksomheder får dokumentation og data for deres klimaaftryk, så forpligter det til handling. Lovgivning og regler kan udgøre en hindring i nogle tilfælde, men virksomheder kan selv gøre meget for at komme videre. Hvis 80 procent af virksomhedens energiforbrug er strøm, så er man allerede på sporet af, hvordan man kan blive mere grøn – nemlig ved at købe (mere) grøn strøm.

Udnyt de rette metoder og partnerskaber

Partnerskaber kan være en løsning, f.eks. hvor virksomheder går sammen for at indgå aftaler om køb af grøn strøm fra nye vindmølleparker. Tilsammen er deres behov for grøn strøm stort nok til, at det kan betale sig for en partner at etablere vindmøller eller andre grønne energiformer.

En anden metode er at analysere CO2-udledningen for hver enkelt forretningsenhed, hvilket gør det langt mere konkret og operationelt at analysere og udforme sin klimastrategi for at leve op til SBTi. Det har vi i Schneider Electric selv gode erfaringer med i samarbejde med vores kunder, hvor vi både tegner de store linjer, men også aktiverer og eksekverer helt ned på forretningsenhedsniveau. Alene fra 2018-2020 har vi sparet 134 mio. ton CO2 hos vores kunder, hvilket er 6,5 gange mere, end hvad Danmark som nation stadig mangler at reducere frem mod 2030. Det understreger altså potentialet for det private erhvervsliv – hvis alle følger trop.

I Schneider Electric lægger vi selv hånden på kogepladen. Målet for vores Zero Carbon Project er en yderligere reduktion på 6 millioner ton CO2 fra vores 1000 største leverandører. Det er i al ubeskedenhed et af de mest ambitiøse scope 3-projekter, som nogen virksomhed har meldt ud. Ingen virksomhed er dog en ø, så for at lykkes er det essentielt, at vi ikke gør det i ensom majestæt, men i samspil på tværs af brancher og sektorer. Når virksomheder erkender det, er det sådan set bare at lægge en plan og komme i gang.

Næste niveau i den grønne omstilling venter…

(Denne klumme er i første omgang bragt på vores søstermedie EnergiWatch)

Dan Jørgensen: COP26-aftale holder liv i afgørende mål

FN-lande indgår klimaaftale efter dramatisk slutspurt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også