Medie: Hondas leverandører skal sænke CO2-udledningen
![Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13468838.ece/ALTERNATES/schema-16_9/20171004-102549-3-1920x1080we.jpg)
Bilproducenten Honda har bedt sine hovedleverandører om at reducere deres CO2-udledning med 4 pct. om året sammenlignet med 2019-niveauet.
Det skriver Reuters, som henviser til mediet Nikkei.
Udmeldingen kommer efter en anden japansk bilproducent, Toyota, i juni meldte ud, at selskabet havde bedt leverandørerne af dele til bilproduktionen om at reducere deres CO2-aftryk.
En talsmand for Honda udtaler, at selskabet arbejder på at blive CO2-neutralt, men afviser at kommentere et 4 pct. reduktionsmål til leverandører, da der ikke er tale om information, som selskabet har offentliggjort.
Honda vil angiveligt implementere de nye mål for leverandørerne fra april 2025.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MobilityWatch)