Regeringen giver partier forhandlingsultimatum i landbruget

Efter nu 61 møder om en klimaaftale for landbruget er regeringen torsdag kommet med et nyt udspil til forhandlingsbordet.
Det er et udspil, som skal danne ramme for de kommende landbrugsforhandlinger, og partierne har nu indtil mandag klokken 12 til at finde ud af, om de vil forhandle videre på regeringens præmisser.
Det fortæller fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S).
"Nu er det så afgørende vigtigt at få landet en aftale om landbruget. Der er brug for handling. Danskerne forventer, at vi tager stilling, og at vi får landet en aftale," siger han.
Der ligger over 22 mia. kr. på forhandlingsbordet. Og det bliver budgettet til den videre forhandling, understreger ministeren.
"Det er betingelsen for at komme med til møderne fremadrettet."
Ud over den økonomiske ramme skal partierne være klar til at arbejde med et bindende klimamål.
I udspillet foreslår regeringen et klimamål for landbruget, der foreskriver, at der skal reduceres i CO2-udledningen med 40 til 60 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Og så skal der reduceres for 7,3 mio. ton CO2 i landbruget. Tidligere hed målet 7,1 mio. ton.
"Så er det klart, at der kan forhandles til og fra. Men det bliver med afsæt i den tekst, vi har lagt frem," siger Rasmus Prehn.
Særligt Venstre har gennem de mange forhandlingsmøder trukket i ønsket om at afsætte flere midler, så en klimaaftale ikke går ud over landbrugssektoren. Partiet vil dog først udtale sig om regeringens udspil, når det er blevet gransket og drøftet internt, fortæller landbrugsordfører Erling Bonnesen (V).
Rasmus Prehn har dog en forventning om, at Venstre fortsat vil være med i en aftale. Han henviser til, at partiet slår sig op på at ville være et klimaparti.
Landbrugsminister afviser blå partiers ønske om flere penge til klimaomstilling
Concito: "Markant bidrag" fra landbruget nødvendigt for at sandsynliggøre klimamål
Politiske ordførere: Fødevarevirksomheder slipper for billigt med klimavildledning