Tommy Ahlers efter exit i Folketinget: Skulle have brugt mange flere kræfter på CO2-afgift

Venstres klimaordfører siger efter sit farvel til Folketinget, at arbejdet med en CO2-afgift skulle have gået hurtigere. En sådan afgift kan få store konsekvenser for landbruget.
Foto: Stine Bidstrup / Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup / Ritzau Scanpix
AF THOMAS RØNSHOLDT MØRCH

Efter tre år i Folketinget er det slut for erhvervsmanden Tommy Ahlers, der ind til tirsdag har været Venstres klimaordfører.

Her meddelte han, at han vender tilbage til erhvervslivet, da "politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode ideer."

I et interview med Berlingske uddyber han det udsagn, og han kommer blandt andet ind på kampen for en CO2-afgift, som han har været bannerfører for.

"Et eksempel er CO2-afgiften. Den burde vi have brugt mange flere kræfter på allerede nu. Vi var nogle af de første – sammen med De Radikale – der meldte ud, at den skulle vi have. Den afgift skulle vi være nået længere med og ikke lagt ud i en kommission og vente flere år på, at der kommer noget konkret," siger han til Berlingske.

En del af debatten om en CO2-afgift handler om landbruget, og hvordan branchen eventuelt skal omfattes en sådan afgift.

Regeringen har fremført, at der vil være praktiske udfordringer med at beskatte CO2-udledningen på de dele af landbruget, hvor udledningen ikke stammer fra energiforbrug.

I december 2020 foreslog Venstre sammen med Konservative og Radikale at nedsætte et udvalg af økonomer til at lave en model, der skal løse det og andre tekniske problemer.

"Vi ved godt, at der er en del udfordringer," sagde Tommy Ahlers dengang.

"Derfor er der også behov for, at vi begynder at se nogle forslag på, hvordan det konkret kan se ud, og det har regeringen - på trods af en klar aftale - ikke leveret."

Heftig debat

I maj meldte Dansk Erhverv sig i koret af aktører, der ønsker en bred CO2-afgift, der også skal implementeres i landbruget.

Med henvisning til tal fra Det Miljøøkonomiske Råd hæfter erhvervsorganisationen sig ved, at CO2-afgiften stiger fra 1200 til 4000 kr., hvis landbruget ikke inkluderes i en bred ordning.

"Vores fælles opfordring er, at regeringen og Folketinget hurtigst muligt indfører en bred CO2-afgift for alle sektorer – herunder landbruget – som motoren i den grønne omstilling. Det vil være det mest omkostningseffektive og det mest ansvarlige i forhold til danske arbejdspladser, danske virksomheder og fremtidens klima," skrev Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv, i et debatindlæg i Jyllands-Posten sammen med Lars Midtby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

De to forfattere af indlægget understregede, at dansk landbrug ikke skal afvikles, men udvikles. Det vil dog ikke være tilfældet, hvis man spørger Landbrug & Fødevarer, som AgriWatch tidligere har beskrevet.

Ifølge Landbrug & Fødevarers klimadirektør Niels Peter Nørring vil en bred CO2-afgift på 1200 kr. give erhvervet en ekstraregning på omkring 15 mia. kr.

Fratrækker man den potentielle milliardafregning med landbrugets gennemsnitlige årsindtjening på 5 mia. kr. i perioden 2014-19, vil det give røde tal på bundlinjen i størrelsesordenen 9-10 mia. kr., vurderer organisationen.

"Landbruget kan og vil flytte sig år efter år, men vi kan ikke lave omstillingen fra den ene dag til den anden, så vi kan få reduceret CO2-afgiften betydeligt. Landmændene vil i deres kalkuler sige, at dette ikke kan lykkes at få en solid økonomi med en CO2e-afgift på 1200 kr., og derfor vil de lukke og slukke produktionen," har Niels Peter Nørring udtalt til AgriWatch.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)

Venstres Tommy Ahlers stopper i Folketinget 

V og K vil med i regeringens klimaaftale om 2025-mål 

Manglende invitation til klimaforhandlinger undrer blå blok

Regeringen bøjer sig for støttepartierne med klimadelmål 

Flertal kræver hurtigere klimahandling fra regeringen: "Vi kan ikke sidde Klimarådets kritik overhørig" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også