Klimaaftryk kan få Carlsberg til at skrotte leverandører

For at nå en ambition om klimaneutrale bryggerier er den danske bryggerikoncern Carlsberg i yderste konsekvens klar til at fravælge leverandører, hvis de ikke har lav klimapåvirkning.
Inden 2030 skal Carlsberg have klimaneutrale bryggerier. Ambitionen kan føre til, at leverandører fravælges. | Foto: Christian Charisius / Jens Dresling / Ritzau Scanpix | Collage: Peter Thomsen
Inden 2030 skal Carlsberg have klimaneutrale bryggerier. Ambitionen kan føre til, at leverandører fravælges. | Foto: Christian Charisius / Jens Dresling / Ritzau Scanpix | Collage: Peter Thomsen

For cirka fem år siden tog Danmarks største bryggeri en beslutning: Inden 2030 skulle samtlige Carlsberg-bryggerier være klimaneutrale. Samtidig skulle klimaaftrykket på de millionvis af flasker og fadøls vej til forbrugerne reduceres med 30 pct.

Kapløbet om klimaneutralitet kan dog få store indvirkninger på bryggerikæmpen - og ikke mindst på Carlsbergs mange leverandører.

"I yderste konsekvens kan vi ende med at fravælge leverandører, der ikke har lav klimapåvirkning. Men det kommer forhåbentlig ikke på tale," siger Carlsbergs bæredygtighedschef, Simon Hoffmeyer Boas, i et interview med Watch Medier.

Han uddyber, at samarbejdet med leverandørerne dog er "altafgørende" for at få reduceret udledningerne.

Fravalget af leverandører er sidste skridt i en lang proces, som på længere sigt skal bringe hele Carlsbergs forsyningskæde i en bæredygtig retning. Den tog sin begyndelse med indførelse af den såkaldte "Zero carbon footprint"-ambition, der blev lanceret i 2017. I dag – ca. fem år efter – er klimapåvirkning blevet et parameter, som gennemsyrer hele vejen ud i bryggeriets indkøbspolitik.

"Vi starter selvfølgelig med at gå i dialog med vores leverandører, da vi vil skabe en fælles forståelse for vigtigheden af at omstille til en mere bæredygtig produktion. Dialogen med leverandørerne er afgørende for at skabe en erkendelse af, at det er det rigtige for både bundlinje og samfundet," siger Simon Hoffmeyer Boas.

Han understreger, at der ofte vil være tale om lange omstillinger på mange år.

"Vi ved, at det ikke er noget, som man gør fra denne ene dag til den anden. Men grundtanken er, at vi frem mod 2030 vælger leverandører der aktivt reducerer deres CO2-påvirkning for at opnå vores ambitiøse målsætninger."

Klimahovedpinen

Carlsbergs er ikke alene om at have øget sit klimafokus. Mens regeringen i fjor lancerede en historisk ambition om at reducere de danske udledninger med 70 pct. inden 2030, har der i flere år været et stadigt større fokus på påvirkningen af planeten.

Som tidligere beskrevet af Watch Medier oplever flere førende danske virksomheder dog fortsat massive udfordringer ved et af klimaregnskabernes centrale pejlemærker: De såkaldt "scope 3"-beregninger.

Forsimplet omhandler scope 3 alle de udledninger, der ikke er direkte forbundet med produktionen på virksomhedens egne anlæg og den energi, som der indkøbes i form af f.eks. strøm eller varme. Det er altså udledninger i forbindelse med eksempelvis transport og materialer.

Ifølge selskaber som KMD, DLG og Novo Nordisk møder de her en særlig udfordring i datakvaliteten, som beregningerne skal udformes efter.

Arbejdet er imidlertid allerede i gang. Blandt andet indskærpede adm. direktør i medicinalgiganten Novo Nordisk i fjor over for koncernens 60.000 leverandører, at de fremover skulle bruge grøn strøm for at beholde Novo Nordisk som kunde.

"Vi kan godt sidde her og sige, at vi har fejet for egen dør og er superhellige og grønne, men i princippet kunne vi bare have outsourcet den beskidte del af produktionen til underleverandører og sendt regningen videre," sagde Lars Fruergaard Jørgensen i september til MedWatch og fortsatte:

"Vi vil gerne tage et medansvar for al aktivitet, der har ledt til de produkter, vi sælger, inklusive hvad der foregår hos underleverandører."

Er en virksomhed, der kan skabe forandring

Tilbage hos Carlsberg lægger Simon Hoffmeyer Boas vægt på, at klimaindsatsen er en gradvis proces. I praksis kommer Carlsberg ifølge bæredygtighedschefen til potentielt at skulle udskifte alle leverandører, der tynger i emissionsregnskabet.

Én ting står dog fast.

"Vi vil gerne være med til at drive en ændring," siger han og tilføjer, at mens Danmark har en ambition om reduktioner på 70 pct. i 2030, er der samtidig en ambition om klimaneutralitet på verdensplan allerede i 2050.

"Det når vi kun frem til, hvis alle er ombord på bussen. Der er vi i en virksomhed, der kan være med til at skabe forandringer – i hvert fald i vores lille del af verden. Men det kræver også, at vi konkret siger til vores leverandører: Vi vil have lettere dåser, lettere flasker, mere genanvendt materiale, og at de produceres med grøn strøm," siger han.

Selv med et intenst fokus på området, herunder scope 3, har det taget tre år og utallige mandetimer at øge andelen af primærdata fra ølkæmpens leverandører. I dag er andelen af pålidelige primærdata steget fra 40 pct. til 60 pct., siger Simon Hoffmeyer Boas.

På grund af omfanget af beregningerne tog Carlsbergs seneste klimaregnskab imidlertid ni måneder at gennemføre. Det er også grunden til, at de kun gennemføres hvert tredje år.

Der er tale om en kæmpe omlægning – hvad koster det Carlsberg at blive klimaneutral?

"Hvis man gør det på den rigtige måde, hvor man finder noget værdiskabende for os og forbrugerne, skulle det gerne ende med at være billigere for alle – men der er selvfølgelig en overgangsfase, som vil indebære nogle ekstra omkostninger," svarer Simon Hoffmeyer Boas.

Han ønsker ikke at sætte konkrete tal på de interne omkostninger ved den omfattende regneøvelse. Investeringen skulle dog ifølge Carlsberg-chefen på længere sigt have en positiv afsmitning på bundlinjen.

"Vi gør det her, fordi vi mener, at det er det rigtige at gøre. Samtidig håber vi naturligvis, at vi kan sælge endnu flere klimavenlige øl til forbrugerne," siger Simon Hoffmeyer Boas.

Usikkerhed om klimaregnskaber giver hovedpine hos dansk erhvervsliv – og kan sætte ambitiøs grøn omstilling over styr

Danske virksomheder kæmper med at gennemskue centralt klimatal

Carlsbergs vandgenvindingsanlæg kan halvere vandforbrug allerede næste år

Drikkevaregigant vil være CO2-neutral i 2040

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også