Landmænd overansøger tilskud til miljøvenlige kvægstalde med 100 millioner

En pulje på 250 mio. kr. øremærket etablering af kvægstalde med grønne teknologier er blevet overansøgt med omkring 100 mio. kr.
Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Formålet med ordningen er at bygge nye moderne kvægstalde, der skal nedbringe udledningen af ammoniak i omgivelserne. 274 landmænd har ansøgt om tilskud.
Oprindeligt var der afsat 85 mio. kroner til puljen, men for at imødekomme stor interesse fra landbruget blev beløbet hævet til 250 mio. kroner.
"Vi kan godt mærke, at der er stor efterspørgsel fra landmændene for modernisering af stalde med grønne teknologier, der nedsætter ammoniakudledningen fra produktionen. Når vi har en overansøgning, fordeler vi tilskuddet efter hvilke projekter, der giver den største miljøgevinst pr. tilskudskrone," siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Mads Kolte-Olsen i meddelelsen.
For at få del i pengene skal ansøger forpligte sig til at bygge en ny stald, hvor en eller flere grønne teknologier nedbringer miljøbelastningen.
Staldene kan blandt andet udstyres med teknologi, der opsamler data om kvægets brunst, drøvtygning og sygdom, skriver styrelsen. På baggrund af de data kan landmanden f.eks. nedjustere foderets proteinindhold og reducere koens produktion af ammoniak.
Landmanden kan få 20 pct. af det tilskudsberettigede beløb i tilskud og skal selv finansiere de resterende 80 pct. af sit projekt. Hver landmand kan højest få 5 mio. kr. i tilskud.
Ansøgningsrunden lukkede 6. november, og der er indtil videre givet tilsagn til 118 ansøgere.
Puljen til modernisering af kvægstalde er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2020, som er finansieret af EU.
Knap en fjerdedel af puljen - 59 mio. kr. - er øremærket til økologer.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)
Økologifremme får 45 millioner på finansloven
Landbrugets videnscenter skyder værdi af CO2-certifikater ned
Økologer og klimabevægelse vil have CO2-afgift på dansk landbrug
Relaterede artikler:
Økologifremme får 45 millioner på finansloven
For abonnenter