Finsk bejler til dansk biomarked kommer med kødaffald og friture

Den finske raffinaderigigant Neste har fæstnet blikket på det danske marked, hvor man ser store muligheder i dekarbonisering af vejtransporten. Der er dog brug for et CO2-fortrængningskrav, før finnernes avancerede biobrændstoffer for alvor kan blive attraktive.
Direktør for vedvarende transport i Neste, Carl Nyberg, ser store muligheder i det danske marked for biobrændstof. | Foto: PR / Neste
Direktør for vedvarende transport i Neste, Carl Nyberg, ser store muligheder i det danske marked for biobrændstof. | Foto: PR / Neste

Da Dan Jørgensen satte sin underskrift på klimaloven ekkoede Danmarks målsætning om 70 pct. CO2-reduktion i 2030 som Pavlovs klokke gennem Europa og fik industrigiganters mundvand til at løbe.

En af dem er den finske raffinaderivirksomhed Neste, der trods en eksistens siden 1948 har været et særdeles perifært kendskab i Danmark. Siden starten af 1990'erne har selskabet fokuseret på at udvide sin forretning for biodiesel og er nu med en årlig produktion på 3 mio. ton verdens største.

80 pct. af det er baseret på råvarer som slagteriaffald og brugt madlavningsolie. Det såkaldte 2. generations – eller avanceret – biobrændstof, der har en CO2-fortrængningsgrad på omkring de 90 pct.

Med et yderst begrænset iblandingskrav for avancerede biobrændstoffer, har Danmark hidtil været et marked af begrænset interesse for Neste. På den anden side af Øresund har Sverige eksempelvis til sammenligning et fortrængningskrav på 21 pct. for diesel og 4,2 pct. for benzin i 2020.

Men med Danmarks klimamål, er den finske gigants øjne nu fæstnet mod den fjerne nordiske nabo.

"Vi har egentlig længe været interesserede i det danske marked. Vi har tidligere solgt biodiesel på det danske marked, men uden at være grov kan vi vist godt sige, at det danske ambitionsniveau for vejtransporten ikke ligefrem har været på højde med andre nordiske eller europæiske lande. Så der har været tale om meget små mængder," siger Carl Nyberg.

Han er direktør for vedvarende vejtransport i Neste og på trods af, at slagteriaffald og fritureolie ikke just lyder romantisk, er han på frierfødder lige nu.

"Med Danmarks ambitiøse målsætning må vejtransporten naturligvis også forventes at spæde til med en dekarbonisering, og det gør Danmark til et virkelig spændende udviklingsmarked for os. Vi står med en løsning, som kan reducere udledningen med det samme, uden at der er behov for ændringer i hverken infrastruktur eller bilflåden," siger Carl Nyberg og slår fast:

"Inden for en meget overskuelig fremtid kan Danmark blive et meget stort marked for os."

I dansk selskab

Neste er født ud af den finske stat for at sikre forsyningssikkerheden for brændstoffer. Men i starten skiftede selskabet fokus væk fra olien, der hidtil havde været Nestes metier.

"Vi så et behov for dekarbonisering af vejtransporten. Det er fundamentet, som vi nu står på som verdens største producent af biodiesel," siger Carl Nyberg, der dog understreger, at der stadig er tale om en niche.

Mens Neste producerer 3 mio. ton biodiesel om året, bliver der nemlig også produceret 50 mio. ton oliebaseret brændstof. Det klimavenlige alternativ fylder dog markant mere på bundlinjen, hvor den trods sin beskedne produktionsandel står for hele 80 pct. af profitten.

Nestes tidlige fokus på klimavenlige alternativer bliver også anerkendt. Sidste år blev selskabet kåret som verdens tredjemest bæredygtige selskab en liste af Corporate Knights, der blev toppet af Chr. Hansen, mens Ørsted måtte tage til takke med en fjerdeplads.

"Vi er jo i et fint dansk selskab på listen – selvom det selvfølgelig gør det svært at blive nummer et. Men vi er også tilfredse med en tredjeplads. Jeg mener i øvrigt, at det er tredje år i træk, at vi kåres som nummer tre," siger Carl Nyberg.

Han husker i øvrigt forkert. I 2018 var Neste verdens næstmest bæredygtige selskab ifølge listen. Ikke dårligt for et olieraffinaderi.

Fra råolie til palmeolie til fritureolie

Omstillingen er dog ikke sket i en lige linje. For ti år siden var det nærmest kun fødevaregiganter som Unilever og næsten-navnebroren Nestlé, der kunne overgå Neste i storforbrug af den i dag så udskældte palmeolie, som er blevet kædet sammen med massiv skovrydning i troperne.

Tidligere var Nestes produktion af biodiesel stort set udelukkende baseret på palmeolie. | Foto: PR / Neste
Tidligere var Nestes produktion af biodiesel stort set udelukkende baseret på palmeolie. | Foto: PR / Neste

"Vi startede med at gå ind i industrien [For biodiesel, red.] med logikken fra et olieselskab: Vi skulle have en råvare, som der var rigeligt af, var stabil og som kunne lave et solidt slutprodukt," siger Carl Nyberg.

"Så det var dét, vi satsede fuldt ud på. Men vi fandt hurtigt ud af, at det var ikke det, som kunderne for biodiesel ønskede, så vi påbegyndte en udfasning af palmeolien," siger direktøren.

Andelen af palmeolie og restprodukter fra palmeolie i Nestes totale produktion er faldet fra omkring 75 pct. for en håndfuld år siden til 20 procent i dag, og selskabet stiler efter en total udfasning i 2025. Ifølge Carl Nyberg forventes målsætningen at blive nået før tid.

"I stedet overgik vi til en produktion baseret på animalsk fedt, brugt madlavningsolie og deslige. Det er produkter med en CO2-fortrængning på et langt højere niveau end det, som brændstof lavet på jomfruolier såsom raps- og palmeolie. For det er jo først og fremmest rammevilkårerne, der har presset producenter som os i den retning," siger Carl Nyberg, der ser frem til, at de danske politikere lander en aftale om CO2-fortrængning.

Den aftale skal erstatte det nuværende iblandingskrav og vil gøre Nestes produkter til en meget mere attråværdig vare. I dag ligger iblandingen af avancerede biobrændstoffer på 0,15 procent. Næste år vil andelen ligge på 0,3 procent.

Men med en fortrængningsgrad på omkring de 90 pct. ser Neste gode muligheder for at konkurrere med førstegenerations biobrændstofferne i Danmark, der i dag hovedsageligt bliver lavet på raps.

Nu sidder finnerne og krydser fingre for at ambitiøst CO2-fortrængningskrav.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Brændstofgigant: Dansk vej til CO2-reduktion er et modigt sats

BW Group køber bid af selskab bag udviklingen af biobrændstof 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også