Californien vil udfase benzinbiler

Californiens guvernør trodser Trump med dekret om, at salg af benzinbiler skal stoppe senest i 2035.
Foto: FREDERIC J. BROWN/AFP / AFP
Foto: FREDERIC J. BROWN/AFP / AFP
AF RITZAU

USA's mest folkerige stat, Californien, har planer om at forbyde salg af nye benzindrevne biler fra 2035.

Det siger guvernør Gavin Newsom.

Delstaten satser på at gå helt over til elbiler for at mindske udledningen af klimaskadelige udstødningsgasser.

"Vi markerer en ny kurs," sagde Newsom onsdag, da han underskrev et dekret om det nye tiltag.

Underskriften på papiret blev sat på kølerhjelmen af en af de mange elbiler, der produceres i Californien.

Newsom sagde tidligere på måneden, at han vil skrue yderligere op for kampen mod klimaforandringerne. Det kommer, efter at Californien har været ramt af de værste skovbrande i mands minde.

Omkring 11 procent af de køretøjer, der bliver solgt i USA, bliver solgt i Californien.

Den demokratiske guvernør mener, at udfasning af benzinbiler og et skift til mere miljøvenlige alternativer vil skabe nye arbejdspladser og styrke bilfabrikanterne.

"Hvis man er en amerikansk fabrikant, hvordan kan man så konkurrere på globalt plan, hvis man ikke gør forretning på dette område?", spørger han.

Præsident Donald Trump har forsøgt at blokere for, at Californien indfører krav om, at der i fremtiden kun skal sælges elbiler.

Hans demokratiske modkandidat, Joe Biden, har derimod lovet at bruge milliarder af dollar på at støtte den grønne omstilling.

En talsmand for Det Hvide Hus kalder Californiens seneste tiltag for "alarmerende" og advarer om, at det vil koste arbejdspladser og øge priserne for forbrugerne.

Træsprit i tanken skal bane vejen for klimavenlige benzinbiler

Medier: Regeringen sigter efter 500.000 elbiler i 2030

Teslas stifter lover stort prisfald på elbiler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også