Vestjysk kommune vil reducere klimagasser fra landbrug

Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune vedtog på et møde mandag at bruge 600.000 kr. på fælles nordisk projekt, der skal reducere udledningen af klimagasser fra landbruget.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Landbrug fylder meget i vestjyske Ringkøbing-Skjern Kommune, og det medfører en stor CO2-udledning, som kommunen nu vil forsøge at begrænse.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

På et møde mandag besluttede Ringkøbing-Skjern Kommunes Erhvervs- og Vækstudvalg at bevilge 600.000 kr. til et projekt, der har fået navnet Fossilfri Farming.

"Gennem bl.a. innovation, uddannelse og gentænkning af de gængse produktionsformer skal projektet minimere landbrugets klimaaftryk," siger Henning Donslund, specialkonsulent i Energisekretariatet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ifølge kommunens beregninger står landbruget for 57 pct. af den samlede CO2-udledning.

Husdyrhold tegner sig for 46 pct. af den samlede CO2-udledning i kommunen, mens planteavl udgør 11 pct. af CO2-udledningen, og "anden arealanvendelse", der inkluderer enge, overdrev og periodisk oversvømmede arealer, står for yderligere 25 procent.

Pengene er kommunens medfinansiering af en fællesnordisk projektansøgning til EU's Interreg-program. Projektet skal understøtte den lokale landbrugssektor i at afprøve CO2-reducerende tiltag i forhold til planteavl og 'anden arealanvendelse'.

Projektet er tredelt, hvor første del handler om at finde lokale landmænd, der vil afprøve forsøg med at lagre CO2 i biokul, der tilmed har en jordforbedrende egenskab, så lerjord bliver mere porøs og sandjord bedre kan holde på fugt.

I samarbejde med bl.a. lokale produktionsvirksomheder vil projektet udvikle og afprøve intelligente markredskaber som f.eks. robotter, der kan reducere forbruget af fossilt brændstof på markerne.

Endelig skal projektet reducere landbrugets energiforbrug og udledning af klimagasser gennem uddannelse, der skal sikre intelligente løsninger i landbruget.

"Der er nok ingen tvivl om, at både biokul, græsprotein og de andre tiltag til at balancere landbrugets energiforbrug og udledning af klimagasser i stigende grad bliver et konkurrenceparameter for landbrugssektoren. I Ringkøbing-Skjern Kommune er vi afhængige af landbruget, men vi vil også sikre, at der stadig er god grund til, at vi kalder os Naturen Rige fremover, og derfor er jeg glad for alle de tiltag, der er, til at hjælpe landbrugserhvervet i en grønnere retning," siger Søren Elbæk, 1. viceborgmester og formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune i meddelelsen.

Landboforeningen Vestjysk og landbrugsskolen Bygholm er partnere i projektet i kommunen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)

Landbrugets klimaforhandlinger nærmer sig: Enhedslisten ser potentiale i græsarealer

Grønne organisationer vil flytte penge fra landbrugsstøtten over til klimainvesteringer

Kommende grøn fond vil rejse skov og opkøbe 1000 hektar landbrug årligt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også