10.000 ton jord fra Nordic Waste skal bruges i støjvold i Silkeborg

Lettere forurenet jord udgør ifølge udvalgsformand ikke et problem for miljøet, da jorden er indkapslet.
Jordskred ved Nordic Waste i december. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
Jordskred ved Nordic Waste i december. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
AF RITZAU

10.000 ton lettere forurenet jord fra virksomheden Nordic Waste i Randers skal bruges i en støjvold langs motorvejen i det nordlige Silkeborg.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Volden skal ikke bare skærme området mod trafikstøj, men også fungere som et rekreativt område med stier og legepladser.

Selv om jorden er lettere forurenet, er formand for klima- og miljøudvalget i Silkeborg Kommune Rune Kristensen (S) ikke bekymret.

”Der er kun tale om små overskridelser af grænseværdierne, og jorden bliver kapslet inde,” siger han til mediet.

Rådgivningsvirksomheden Dansk Miljørådgivning har ifølge udvalgsformanden foretaget en risikovurdering, der viser, at der ikke vil være en væsentligt påvirkning af det omkringliggende miljø.

Støjvolden på mere end én kilometer får form som en drage og er blevet døbt ”Støjdragen”. Når den står klar i 2027, vil der blandt andet være skrænter, man kan klatre på, multibane og en motionsrute.

Det første læs jord fra jordbehandlingsanlægget hos Nordic Waste er kørt til Silkeborg, og i den kommende tid vil der ifølge Midtjyllands Avis køre omkring 100 transporter om dagen.

Randers Kommune har siden midten december kæmpet med at inddæmme et jordskred ved Nordic Waste i Ølst syd for Randers.

Jordskreddet udgør en trussel mod livet i den nærliggende Alling Å og potentielt også Randers Fjord, som åen udmunder i.

Randers Kommune har også besluttet at lave en midlertidig plads til opbevaring af jord nær Elvis-museet ”Memphis Mansion” i den sydlige del af byen.

Kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt siger til Ritzau, at kommunen befinder sig i en ekstraordinær situation:

”Situationen er jo den, at vi er nødt til at køre jord væk for at forhindre, at der kommer en miljøkatastrofe.”

”Og vi har hidtil kørt det på vores genbrugsplads (i Romalt, red.) og på Forsvarets arealer i Tirstrup. Men der er problemer med at blive ved med det.”

10.000 ton jord til en støjvold er ifølge kommunaldirektøren ”ikke meget i forhold til den samlede mængde jord”.

”Men det er godt for os at komme af med det. Det har vi brug for,” siger han.

Kommunaldirektøren håber, at man i løbet af de næste par uger vil være klar med en plan for en mere permanent løsning, så man slipper for at blive ved med at pumpe vand væk og fjerne jord fra området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også