Dagligt spørger man sig selv igen og igen, hvem den nye vandsektorlov egentligt til gavn for. Det kan være meget vanskeligt at få øje på den røde tråd. Forsyningssekretariatet misbruger dagligt ordet ”monopol” .

Monopoler er som udgangspunkt negative, men når det er koblet sammen med forbrugereje, får det jo straks en helt anden betydning. Bestyrelsen står ligesom i alle andre typer virksomhedsformer til ansvar for sine handlinger hvert år på generalforsamlingen.

Siden jeg var barn, blev jeg opdraget af mine forældre til, at hvis der var noget jeg ønskede mig, så skulle jeg spare op til det først. Dette er og har altid været et sundt og fornuftigt princip. Lige pludselig er dette gode og sunde princip lagt ned af politikere og embedsmænd i Forsyningssekretariatet. Det nye princip hos Forsyningssekretariatet går nu ud på, at vi skal låne, da det er mest rimeligt for de nuværende forbrugere, og ovenikøbet skal selskaberne straffes med en strafrente, hvis vi finansierer over taksten. Uanset om man er forbrugerejet eller ej, vil dette princip medføre en langsom død og herudover reducere vedligeholdelse af vores struktur. 

Da Vandcenter Djurs a.m.b.a. i 2010 blev omfattet af den nye lovgivning, var det i øvrigt efter udskilning fra Norddjurs Kommune, et selskab med 300 kilometer ledningsnet og seks medarbejdere til at vedligeholde dette net. 

I dag skal vi sikre drift af 400 kilometer net med udelukkende fem medarbejdere, da vores økonomiske ramme ikke tillader højere driftsomkostninger. I 2006 kostede en kubikmeter vand 4,50 kr. Dagens pris er 5,20 kr. inklusiv investeringer på 63 mio. kr. til nyt vandværk og indsatsplan med 53 hektar skovrejsning. 

Dette er ikke et resultat af Vandsektorloven, men skabt af sund fornuft og langsigtede planer, som strækker sig langt ud over 4-årige reguleringsperioder. Med udsigt til tre, ja hele tre, nye reguleringsmekanismer ender det hele i kortsigtede betragtninger, hvor der hele tiden skal planlægges efter over/underdækninger, forrentningsrammer og som det sidste en forbrugerbeskyttelsesmekanisme. Fokus er blevet flyttet fra at drive vandforsyning ud fra samfunds- og vandkvalitetsmæssige rammer til at leve op til urealistiske og kortsigtede ”tyv tror hver mand stjæler”-rammer. Lad os komme væk fra princippet om, at kontrol er bedre end tillid. 

I den første Vandsektorlov var der et element der hed ”Intern overvågning”. Dette var et godt koncept, som sikrede forbrugerne, at pengene blev anvendt bedst muligt – også i de mindre forsyninger. Dette blev afskaffet i version 2.0. Dette værktøj kunne på enkelt vis sikre forbrugerne mod uhensigtsmæssige indkøb.

Lad os vende tilbage til dette koncept, og læg det sammen med kommunernes godkendelse af takstblad på baggrund af investeringsplaner. Hermed skulle kommunerne så være den kontrollerende myndighed. Alt andet lige giver samarbejdet med lokale myndigheder, som kender lokale forhold, mere mening og er vigtigere end ”monopolforskrækkelse” hos landspolitikerne og Forsyningssekretariatet. Lad i stedet disse politikere styre de overordnede forhold for beskyttelse af grundvandet og meget gerne i et hurtigere tempo end i dag. Det er her, fremtidens udfordringer ligger for vandsektoren, uanset om det er kommunalt- eller forbrugerejet. Hvis staten har mod og kraft nok til at sikre de kommende generationer rent drikkevand, skal forsyningerne nok sikre leveringen til forbrugerne bedst og billigst, vel og mærke også uden unødvendige økonomiske rammer. Vi har brug for at fokusere på forsyningssikkerhed og som en ekstra udfordring også at sikre den kritiske infrastruktur, som vi også er en del af.

Jeg håber, at politikkerne besinder sig og giver os lov til at drive vandforsyning udelukkende til gavn for vores ejere.