Her er ugens bedste historier fra CleantechWatch

Uge 11 har budt på Rusland-meldinger Grundfos og Kamstrup samt kritik af flere cleantech-selskabers ageren på børsen. 
Foto: Grundfos
Foto: Grundfos

Pumpeproducenten Grundfos fremlagde tirsdag regnskabstal for, hvad ledelsen selv betegnede som et ”turbulent” 2022, der blandt andet har budt på en lukket milliardforretning i Rusland. 

Men allerede nu, inden salget af de russiske aktiviteter til den lokale ledelse formelt er godkendt, drømmer topchef Poul Due Jensen om igen at se industrivirksomheden operere på det russiske marked. 

”Min personlige holdning er, at jeg håber, at verden en skønne dag kommer til rette med sig selv, og at der igen bliver muligheder i Rusland. Om Grundfos så vil operere der igen, det må tiden vise,” siger Poul Due Jensen til CleantechWatch.

Hos branchekollegaerne i Kamstrup har man dog brændt nallerne på det russiske marked i en grad, der gør det usandsynligt, at vi vil se måleudstyrproducenten drive forretning i Rusland i nær fremtid.

”At komme tilbage på det russiske marked er ikke en prioritet lige nu, og det er heller ikke noget, vi har planer om,” siger direktør Kim Lehmann.

Ledelserne hos genanvendelsesvirksomhederne Re-Match og Quantafuel har derimod planer om at tage deres selskaber af børsen i jagten på ny kapital. 

Torsdag fældede Nordnet-økonom Per Hansen dom over selskabernes tid på børsen, og det var med krads kritik af selskabernes evne til at trykprøve deres teknologier over for kunderne, hvilket – ifølge økonomen – bærer broderparten af skylden for deres faldne aktiekurser.

Erfaringen med de to selskaber kan betyde, andre cleantech-aktører vil få sværere ved at rejse penge på børsen i de kommende år, vurderer Per Hansen.

”Der kommer i hvert fald til at gå to til tre år, før vi igen ser meget risikovillige investorer igen. På den anden side kan det dog også være, at investorerne kan have en kortere hukommelse,” sagde han til CleantechWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også