Klimakompas skal skaffe ordrer til danske virksomheder

Nyt værktøj skal hjælpe danske virksomheder med at dokumentere klimaaftryk og på den måde skaffe flere ordrer.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den grønne omstilling fylder mere og mere. Også i erhvervslivet.

Derfor har regeringen torsdag lanceret et såkaldt klimakompas.

Det skal hjælpe virksomheder til at kunne dokumentere det aftryk, deres aktiviteter sætter på klimaet. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen oplever et stigende antal danske virksomheder at blive mødt af både krav og forventninger om, at de kan dokumentere deres klimaaftryk.

Klimakompasset skal hjælpe virksomhederne med at beregne deres CO2-aftryk og skabe overblik over, hvordan klimabelastningen fordeler sig rundt i virksomheden.

I pressemeddelelsen fremgår det, at et overblik over en virksomheds klimaaftryk kan øge virksomhedens konkurrenceevne - især på grund af den øgede efterspørgsel efter klimadata.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) glæder sig over klimakompasset. Han mener, det vil være med til at skabe markedsfordele for særligt de små og mellemstore virksomheder.

"Når jeg har været ude at besøge virksomheder i Danmark, oplever jeg, at man virkelig gerne vil tage den grønne førertrøje på."

"Men jeg oplever også, at virksomhederne alt for ofte har svært ved at dokumentere over for kunder og samarbejdspartnere, hvad deres reelle klimaaftryk er," siger han i pressemeddelelsen.

Også SMVdanmark - som repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder - glæder sig over det nye værktøj.

"Mange SMV’er synes, det er dødkompliceret at finde ud af, hvor meget CO2, de udleder. Ofte må de hyre dyre konsulenter for at få hjælp."

"De har faktisk brug for den viden, for ofte er de underleverandører til en storkunde, der forlanger styr på CO2-regnskabet," siger Bjarke Roed-Frederiksen, som er chefkonsulent i SMVdanmark.

Dog mener han, at værktøjet godt kunne være mere brugervenligt. Bjarke Roed-Frederiksen fortæller at man helt kunne undgå CO2-regnskaber, hvis der i stedet blev lavet en CO2-afgift, som omfatter alle udledninger.

"En generel afgift ville delvist overflødiggøre komplicerede CO2-regnskaber. På den måde ville priserne automatisk afspejle udledningerne og gøre forurenende varer dyrere," siger han.

Klimakompasset er lavet af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også