Støttepartier efterlyser 2025-mål i klimaplan

Uden et delmål kan klimaplanen blive "dyrere og dummere", mener SF.
Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen. | Foto: Andreas Merrald
Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen. | Foto: Andreas Merrald
AF INFORMATION VIDEREFORMIDLET AF RITZAU

Den længe ventede klimaplan, som regeringen præsenterede onsdag, indeholder ikke et delmål for 2025. Det møder kritik fra flere af de partier, som i december 2019 var med til at lave aftalen om Danmarks nye klimalov. Det skriver Information.

Med klimalovsaftalen fra i vinter forpligtede regeringen sig til i løbet af 2020 at fremlægge et delmål for 2025, der på kort sigt kan sikre de nødvendige CO2-reduktioner frem mod 2030, hvor Danmark skal have reduceret sit udslip af drivhusgasser med 70 procent sammenlignet med 1990.

Delmålet var et afgørende krav fra støttepartierne under forhandlingerne om klimaloven, og aftaleteksten til klimaloven endte også med at slå fast, at regeringen i 2020 skulle foreslå "et indikativt delmål for 2025 i forbindelse med regeringens kommende klimahandlingsplan".

Men i udkastet til klimaplanen er delmålet altså ingen steder at se.

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, siger til Information, at hun "frygter, at regeringen er på katastrofekurs".

"Det bekymrer mig dybt, at der intet 2025-mål er i regeringens første udspil. Regeringen er så langsom, at den risikerer ikke at leve op til sit eget grundlag," siger hun til Information.

Enhedslisten stiller derfor nu krav om, at der inden sommeren bliver lavet en 2025-plan for klimaet, der indeholder et delmål for 2025.

"Det er vigtigt, at der er et 2025-mål, for ellers risikerer vi, at regeringen igen igen skubber den grønne byrde foran sig. Det vil betyde, at regningen bliver dyrere, og at vi risikerer ikke at nå i mål i 2030," siger hun.

Også SF’s klimaordfører, Signe Munk, efterlyser et 2025-mål fra regeringen. Hun mener, at fraværet af et sådant mål vil gøre klimaforhandlingerne sværere, eftersom der ikke er sat en ramme og et tempo at forhandle ud fra.

"Det kan ende med at blive en både dyrere og dummere indsats," siger hun til Information.

Ligeledes efterlyser klimaordførerne fra De Konservative, Venstre og De Radikale et 2025-mål.

Ifølge Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard, er et 2025-mål vigtigt for at sikre den nødvendige klimahandling på kort sigt. For hvis store dele af udfordringen udskydes til sidste halvdel af årtiet, vil omstillingen blive "unødigt dyr", vurderer han over for Information.

"Uden et 2025-mål risikerer vi at skubbe regningen foran os," siger Peter Møllgaard, til daglig dekan ved Maastricht University School of Business and Economics, til Information.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) siger:

"Vi har i forbindelse med klimaloven aftalt, at vi i 2020 skal blive enige om et indikativt delmål for 2025. Det, vi er kommet med i dag, er vores udspil til første del af klimahandlingsplanen. Vi har samtidig sagt, at vi vil komme med flere skridt på den anden side af sommerferien og forhandlinger af 2025-målet kommer vi også til i efteråret."

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau på vegne af Information.)

SF om klimaplan: Der mangler energisparekrav til kommunerne

Regeringens klimaplan scorer bundkarakter hos grøn renoveringsbranche 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også