Portugal standser import af affald fra andre europæiske lande

Billig behandling af affald sender tusinder af ton til Portugal. Nu sætter landet en stopper for det året ud.
Foto: RAFAEL MARCHANTE/REUTERS / X01620
Foto: RAFAEL MARCHANTE/REUTERS / X01620
AF RITZAU

Portugal, der normalt modtager store mængder affald fra andre europæiske lande, har suspenderet al import af affald indtil udgangen af 2020.

Det melder Portugals regering lørdag.

"Denne beslutning er truffet for at sikre, at vi fortsat har tilstrækkelig national kapacitet på vores affaldsbehandlingsanlæg," lyder det fra regeringen i en erklæring.

Landet har allerede blokeret 246.000 ton skrald siden begyndelsen af året, hedder det i erklæringen, og ingen ny import vil blive accepteret året ud.

Landet opkræver 11 euro for at behandle et ton skrald, hvilket er betydeligt under det europæiske gennemsnit på 80 euro.

Portugal og mange andre lande i Europa har oplevet en stigning i affald som følge af coronaviruspandemien. Blandt andet fra beskyttelsesudstyr såsom ansigtsmasker og handsker og plastbakker fra hjembragt restaurantmad.

Den portugisiske regering skal revidere sin lovgivning om affaldshåndtering til sommer, da målet om at reducere mængden af affald bliver sværere at nå midt i pandemien.

Portugal har desuden begrænset mulighederne for at genanvende affald, da flere arbejdstagere må blive hjemme for at inddæmme spredningen af virusset.

I 2018 modtog Portugal omkring 330.000 ton affald fra andre lande, har regeringens miljøagentur APA meddelt.

Portugal har indtil videre rapporteret 28.810 smittetilfælde med coronavirus. 1203 coronapatienter har mistet livet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også