Selverklæret skraldedronning er tiltalt i svensk miljøskandale

Affaldsselskab i vækst blev hyldet, men nu er 11 tiltalt i miljøsag. Alle nægter sig skyldige.
Anklagere præsenterer på pressemøde torsdag tiltale for ulovlig håndtering af affald. | Foto: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix
Anklagere præsenterer på pressemøde torsdag tiltale for ulovlig håndtering af affald. | Foto: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix
af ritzau

11 personer - heriblandt en direktør og selverklæret skraldedronning - er torsdag blevet tiltalt for miljøkriminalitet i Sverige.

Det skriver svenske medier.

Alle nægter sig skyldige.

Sagen drejer sig om det svenske skraldeselskab NMT Think Pink, der blev stiftet i 2012 og i løbet af årtiet oplevede stor vækst.

Selskabet stod for skraldehåndtering og blev blandt andet kendt for sine lyserøde skraldeposer.

Men nu lyder mistanken, at det har dumpet og nedgravet affald ulovligt i alt 21 steder i Sverige, skriver SVT.

Anklagerne mener, at selskabet har taget imod store mængder affald uden at have været i stand til at håndtere det.

En af de tiltalte er selskabets direktør, som tidligere hed Bella Nilsson og kaldte sig ”Queen of Trash”. Hun blev i 2018 udpeget som en lovende iværksætter af avisen Dagens Industri.

Men i 2020 blev der indledt en undersøgelse af selskabet, som i dag er gået konkurs. Undersøgelsen omhandlede mistanke om grove miljøforbrydelser.

Det er torsdag mundet ud i en tiltale i sagen, som anklager Anders Gustafsson ifølge SVT kalder Sveriges ”største miljøforbrydelse”.

Fem personer, der beskrives som de mest aktive, tiltales for grov miljøkriminalitet. Det skriver nyhedsbureauet TT.

Derudover tiltales yderligere fem personer, der skal have taget imod affaldet, for almindelig miljøkriminalitet. Den 11. person - en konsulent - tiltales for medvirken til grov miljøkriminalitet.

Jan Tibbling, som er advokat for direktøren og medstifteren, siger til nyhedsbureauet TT, at hun afviser anklagerne.

Tibbling mener, at det er godt, at der er kommet en tiltale, så hun kan forsvare sig ved en domstol.

”Der er blevet taget hånd om byggeaffald i overensstemmelse med love og tilladelser og under tilsyn af kommunerne,” siger han.

Politiets forundersøgelse af sagen er inde i sit fjerde år. Den omfatter i alt 45.000 sider og beskrives som ”exceptionel” i sit omfang ifølge TT.

Det står ifølge SVT endnu ikke klart, hvornår en retssag skal begynde. Der ventes at blive indkaldt 150 vidner i sagen, som formentlig vil tage flere uger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også