Jordskred lammer Nordic Waste året ud: "Vi har styr på likviditeten"

Driften har i forvejen været på pause i to måneder, men ifølge adm. direktør er der penge på kistebunden til at holde selskabet kørende.
Nordic Wastes adm. direktør, Lene Lange, og direktør i A1 Consult Ulrik Max Jørgensen foran virksomhedens grund i Ølst syd for Randers. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
Nordic Wastes adm. direktør, Lene Lange, og direktør i A1 Consult Ulrik Max Jørgensen foran virksomhedens grund i Ølst syd for Randers. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen

Nordic Waste, der driver et anlæg til at vaske og rense forurenet jord i Ølst syd for Randers, har endnu ikke fået kontrol over et større jordskred, der siden anden weekend i december har truet virksomhedens bygninger. Og indtil videre tyder alt på, at miljøvirksomhedens drift først kan genoptages på den anden side af nytåret – også selvom mandskabet efter planen skal arbejde døgnet rundt året ud.

Det oplyser adm. direktør Lene Lange til CleantechWatch.

”Vi har kommunikeret til kunderne, at vi har stoppet driften, indtil vi er på den anden side af denne kritiske situation. Vi har fuldt fokus på at få stoppet jordskredet. Det er det vigtigste lige nu,” siger hun og tilføjer:

”Vi håber ikke, at der kommer til at gå lang tid, men det er ikke realistisk, at vi kommer i gang før efter nytår.”

Nordic Waste forventer af den grund at skulle bruge mange mandetimer på at få styr på den kritiske situation med hjælp fra både egne folk samt eksterne anlægsentreprenører. Desuden kører mere end 35 maskiner i døgndrift, mens virksomhedens vaskeanlæg er blevet flyttet for at sikre det mod skade.

Vaskeanlægget har stået stille de seneste to måneder, først grundet tekniske udfordringer og dernæst på grund af efterårets store regnmængder, udtaler Lene Lange.

”Det er klart, at det her er virkelig dyrt. Jeg vil sige det på den måde, at det kræver rigtig meget likviditet. Og den har vi styr på. Vi har en rigtig god forretning, og det har vi også fremadrettet,” siger hun.

Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen

Ved indgangen til regnskabsåret 2023/24 havde Nordic Waste en egenkapital på 16,5 mio. kr.

Hvor meget forventer I, at jeres likviditet bliver udhulet som følge af jordskredet?

”Det kan jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg kan bare sige, at vi har lavet en forecast på det, og at vi har styr på likviditeten.”

Ifølge Lene Lange er Nordic Waste nødsaget til at rive en administrationsbygning på grunden ned, mens andre bygninger ligeledes er blevet beskadiget. Det er dog ikke udgifter, der kommer til at vælte budgettet, lyder det.

”Det er i virkeligheden ikke bygningerne herude, der har voldsomt stor værdi. Det er ikke den del, der i et økonomisk perspektiv har nogen særlig betydning. Men det er klart, at vi skal have nedlagt nogle bygninger og opføre nogle nye,” siger hun og afviser at uddybe, hvor meget Nordic Waste vil være nødsaget til at afskrive som følge af jordskredet.

Ved indgangen til regnskabsåret 2023/24 havde Nordic Waste materielle anlægsaktiver for knap 15,3 mio. kr.

Indtil videre har virksomheden opsat skurvogne på grunden, der midlertidigt skal erstatte de beskadigede bygninger.

Hastigheden har overrasket

Det er miljøvirksomhedens lergrav bestående af ren eller lettere forurenet jord, der er skyld i jordskredet efter de seneste måneders store nedbørsmængder. Det har allerede betydet, at gamle lagerhaller og en nedlagt skorsten måtte nedrives i efteråret. 

Yderligere vandmængder efter weekendens regnvejr har dog betydet, at lergraven har nået et mætningspunkt, hvilket har accelereret jordskredet, lød meldingen fra Nordic Waste i tirsdags.

Og det er netop den hastige udvikling i jordskredet, der er kommet bag på virksomheden. Det forklarer Ulrik Max Jørgensen, stifter og direktør i ingeniørvirksomheden A1 Consult, der bistår Nordic Waste som ekstern geotekniker.

Har I ikke været opmærksomme nok, siden det har udviklet sig til et jordskred, og Nordic Waste må nedlægge driften i en ukendt periode?

”Historisk set har der altid været skred herude, så man har været vant til at håndtere mindre skred. Men det, der har overrasket, er omfanget af skredet, både størrelsen og også den hastighed, som er blevet accelereret af de historisk store regnmængder,” udtaler Ulrik Max Jørgensen.

”Det er også derfor, at vi har ofret administrationsbygningen, så vi kan bringe os på forkant af situationen og stoppe skredet.”

Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen

Lene Lange forventer ikke, at det er sidste gang, Nordic Waste vil opleve store regnmængder. Af den grund er virksomheden i gang med at bygge en kalkstabiliserende dæmning på grunden, der ikke alene skal afhjælpe den nuværende kritiske situation, men også fungere som en varig løsning.

”Vi kommer til over en lang periode at bygge videre på dæmningen og bygge varige løsninger. Vi vil også dræne vores arealer, så vi fremadrettet kan få vandet væk, inden det hober sig op i jorden,” siger hun.

Bekymrer borgere og kommunen

Det er ikke kun Nordic Waste, der nøje følger situationen i Ølst. En lokal borger har ifølge TV2 Østjylland truet med en politianmeldelse over frygt for, at forurenet jord ender i Alling Å, der løber langs virksomhedens grund. 

Også hos Randers Kommune har situationen vakt så meget bekymring, at den i onsdags bad Nordic Waste om at udarbejde en handleplan for netop at sikre Alling Å mod forurening.

”Det er en svær situation. Hverken virksomheden eller vi har erfaring med et jordskred af denne størrelse, men det kigger vi på,” siger Jens Heslop, direktør for udvikling, miljø og teknik i Randers Kommune, til TV2 Østjylland.

Lene Lange afviser dog, at forurening kan ende på bunden af den lokale å. Det skyldes, at der ikke er procesvand på grunden, men alene overfladevand, der ikke er forurenet, lyder det fra direktøren.

”Det er rigtig vigtigt for mig at slå fast, at den jord, der skrider, ikke er forurenet jord. Så det er heller ikke forurenet jord, der, hvis det umulige måtte ske, ender i Alling Å,” siger hun til CleantechWatch.

Derudover er Nordic Waste i gang med at flytte 1500 ton forurenet jord og vand til opbevaring hos virksomhedens konkurrenter, skriver Randers Amtsavis. Det arbejde ventes at være afsluttet fredag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også