EU: Aggressive affaldslobbyister bryder "Qatargate"-regler

Flere interesseorganisationen bryder EU’s interne regler ved at lobbye på parlamentets område forud for afstemning om nye emballageforordning, oplyser talsmand til medie.
Europa-Parlamentet skal onsdag stemme om en ny forordning om emballage og emballageaffald. | Foto: Plastic Change / Pr
Europa-Parlamentet skal onsdag stemme om en ny forordning om emballage og emballageaffald. | Foto: Plastic Change / Pr

Flere interesseorganisationer for emballageaffald lobbyer aggressivt på Europa-Parlamentets område forud for ondsagens afstemning om en ny emballageforordning (PPWR), der skal sikre mere genanvendelse og genbrug af emballage.

Det strider mod nyligt godkendte interne regler som følge af den såkaldte ”Qatargate”-skandale, siger en kilde i Europa-Parlamentet til mediet Euractiv.

”På trods af de stramme regler, der er godkendt som en måde at undgå andre skandaler som Qatargate, stoppede lobbyister MEP’er (medlemmer af Europa-Parlamentet, red.) i korridorer, barer, de hænger endda annoncer og foldere mod emballageforslaget ved døren til MEP’er og assistentværelser,” udtaler kilden til mediet. 

Qatargate rullede sidste år, efter at Europa-Parlamentets næstformand Eva Kaili blev anholdt sammen med parlamentsmedlem Antonio Panzeri samt enkelte assistenter med beskyldninger om at tage imod bestikkelse fra Qatar. Det sidste punktum i sagen er endnu ikke sat.

For at undgå lignende vedtog Europa-Parlamentet i september en række interne regler for lobbyvirksomhed, herunder at lobbyister skal anmode om et officielt møde med EU’s lovgiver og registreres for at sikre gennemsigtighed, skriver Euractiv. 

I stedet henvendte lobbyister sig direkte til medlemmerne af Europa-Parlamentet for at bede dem om at stemme imod forordningen eller stemme for ændringsforslag, hvilket nu fordømmes, oplyser den officielle kilde ifølge mediet.

Miljøsammenslutning: Forordning er udvandet

Forordningen for emballage og emballageaffald har været på vej siden 2022 og har ændret form ad flere omgange siden EU-Kommissionens oprindelige udspil.

I slutningen af oktober vedtog Europa-Parlamentets miljøudvalg, Envi, en række ændringsforsalg til den kommende forordning - herunder restriktioner for salg af engangsemballage og et forbud mod al engangsemballage på restauranter.

Den europæiske miljøsammenslutning Zero Waste Europe, der har fulgt lovprocessen tæt, var overordnet tilfredse med udfaldet.

”Selvom teksten er blevet betydeligt udvandet fra Kommissionens oprindelige forslag, mener vi, at dette repræsenterer det bedste resultat, vi kan opnå på dette tidspunkt,” lød det i en kommentar fra politisk chef Aline Maigret.

Miljøudvalget har også foreslået at sætte specifikke mål for reduktion for plastemballageaffald i medlemslandene – 10 pct. i 2030, 15 pct. i 2035 og 20 pct. i 2040.

Stemmes emballageforordningen igennem, når et samlet Europa-Parlamentet går til stemmeurnerne onsdag, kan de såkaldte trilog-forhandlinger med medlemslandene og Kommissionen begynde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også