Forbrugerrådet Tænk: Fradrag vil sætte skub på genbrug

Fradrag for reparation vil motivere danskerne til at genbruge i stedet for at købe nyt, mener chefkonsulent.
I stedet for at brugt elektronik havner som affald skal fradrag sætte skub i mere genbrug. | Foto: Finn Frandsen
I stedet for at brugt elektronik havner som affald skal fradrag sætte skub i mere genbrug. | Foto: Finn Frandsen

Det er oplagt at indføre et fradrag for reparation af defekte vaskemaskiner, telefoner og fjernsyn.

Det mener chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe, der støtter et forslag fra De Radikale om at indføre et reparationsfradrag.

”Vi synes, det er oplagt, i en tid hvor alle taler om, at vi skal gøre noget for at nedbringe affaldsmængder og klimabelastning,” siger han.

Hvert år smider danskerne 100.000 ton computere, kaffemaskiner, mikrobølgeovne og andet elektronisk udstyr ud.

Vi skal i stedet gøre det mere attraktivt at reparere maskiner, der er gået i udu, frem for at smide dem ud, lyder det fra Vagn Jelsøe.

”En meget stor del af vores CO2-udledning kommer fra produktion af de ting, vi har. Så en forlænget levetid er noget af det, der virkelig kan gøre en forskel i klimaregnskabet,” siger han.

Lande som Sverige, Østrig og Frankrig er ifølge chefkonsulenten gået samme vej.

En undersøgelse fra APPLiA Danmark - en brancheforening for producenter af hvidevarer og forbrugerelektronik - viser, at tre ud af fire danskere er klar på at få repareret deres elektronik, hvis det koster under 1000 kroner.

Det vidner ifølge Vagn Jelsøe om, at der faktisk er en villighed i befolkningen til at reparere frem for at kassere og købe nyt.

”Hvis man kan skubbe på den pris, det koster at få noget repareret, så kan man også skubbe på folks villighed,” siger Vagn Jelsøe.

Spørgsmål: Er det altid en fordel at reparere frem for at købe nyt, hvis man eksempelvis har et ældre, strømslugende køleskab?

”Man kan sikkert finde eksempler, hvor regnestykket ikke går op. Men i langt de fleste tilfælde er det sådan, at når noget først er produceret, så gælder det om at bruge det så længe som muligt,” siger Vagn Jelsøe.

Det skønnes, at fradraget for reparationer vil koste statskassen cirka 20-25 millioner kroner i tabt skatteprovenu.

Det er ifølge Vagn Jelsøe ”en lav udgift for at opnå en reduceret klimabelastning”.

I Dansk Industri (DI) deler man vurderingen af, at danskerne skal motiveres til at reparere frem for at købe nyt.

”Det er en bunden opgave at finde måder at bruge ressourcerne smartere. I den sammenhæng er det oplagt at give incitament til reparationer, så vi kan forlænge produkternes levetid,” siger fagleder for cirkulær økonomi Iben Kinch Sohn.

De Radikale vil tage forslaget med til forhandlinger med regeringen om næste års finanslov.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også