Ny undersøgelse: It-genbrug står i stampe

På trods af at flere og flere handler brugt it-udstyr, er tallene både bekymrende små og for dårlige, mener ekspert. Pilen peger mod for små prisforskelle og forbrugernes ønske om sikkerhed.
Til trods for at det er blevet dyrere at være dansker, og at klimaet har ligget øverst på agendaen i efterhånden flere år, står brugtsalg af elektronik i stampe. ”Ligegyldig aldersgruppe, køn, demografi ovs., ser det bare skidt ud,” lyder det fra ekspert. | Foto: Finn Frandsen
Til trods for at det er blevet dyrere at være dansker, og at klimaet har ligget øverst på agendaen i efterhånden flere år, står brugtsalg af elektronik i stampe. ”Ligegyldig aldersgruppe, køn, demografi ovs., ser det bare skidt ud,” lyder det fra ekspert. | Foto: Finn Frandsen

Selv om det er blevet dyrere at være dansker, og klimaet har ligget øverst på agendaen i efterhånden flere år, står brugtsalget af mobiler, tablets og computere mere eller mindre i stampe.

Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af analysebureauet Wilke for ITWatch.

Hver fjerde dansker har inden for det seneste år købt brugt it-udstyr. Det er en stigning på blot ét enkelt procentpoint sammenlignet med samme periode sidste år.

Undersøgelsen er gennemført som onlineinterview med 1028 respondenter, som alle er over 18 år. Dataene er vejet på køn, alder og regioner og dermed nationalt repræsentativ. Undersøgelsens statistiske usikkerhed er 3,06 pct. 

I undersøgelsen angiver 77 pct., at de ikke har købt brugt elektronik inden for det seneste år. Men det har de resterende 23 pct., hvoraf 11 pct. har købt en brugt telefon og ni pct. en brugt PC eller Mac. 

Til sammenligning havde 22 pct. handlet brugt it-udstyr i samme periode sidste år. Altså stort set ingen udvikling, selv om økonomien i den mellemliggende periode har strammet til i mange familier.

Ifølge John G. Pedersen, der er chefredaktør for tech-mediet Meremobil.dk, går udviklingen alt for langsomt og er decideret bekymrende. Han studser over, hvor lidt genbrug reelt fylder i folks bevidsthed. 

”Jeg synes faktisk, at det på en eller anden måde er både lidt bekymrende og for dårligt,” siger John G. Pedersen til ITWatch.

De unge fører an - men ikke kun på grund af klimaet

Når det kommer til genbrug af it-udstyr, er der specielt én målgruppe, som udmærker sig. 

Undersøgelsen viser, at lysten til at købe brugt udstyr daler med alderen. Det er nemlig primært de unge forbrugere mellem 18 og 29 år, der inden for det seneste år har købt brugt elektronik. Og det er primært telefoner, de unge har næsen rettet mod.

Til sammenligning har kun tre pct. af de adspurgte i 60-årsalderen købt en brugt telefon.

Ifølge John G. Pedersen er de unges incitament til at handle genbrug ikke et forsøg på at redde planeten. Han tror, at det ganske enkelt handler om, at de har færre penge.

”Jeg tror, at det for rigtig mange er et spørgsmål om: ’Er det godt nok til mig, og er det en pris, jeg kan og vil betale?’. Der er jo en pointe i, at man kan spare nogle tusinde kroner ved at købe en brugt computer, der fungerer fint,” siger John G. Pedersen:

”Så jeg vil ikke slynge mig selv op på den høje hest og sige, at nu er den unge generation i gang med at redde klimaet, for det tror jeg ikke, de er. Eller jeg tror ikke, at det primært er derfor, at de handler brugt.”

For lille prisforskel og for stor usikkerhed

Undersøgelsen viser også, at størstedelen af de adspurgte vil foretrække at købe sit udstyr fra ny. Det er kun to pct. af adspurgte, der udelukkende vil købe brugt udstyr, mens over halvdelen enten primært eller udelukkende kun vil købe udstyr fra ny. 

En årsag til at der ikke er flere, der primært køber brugt it-udstyr, kan, ifølge John G. Pedersen, være, at prisforholdet mellem de nye produkter og brugte er alt for lille.

”Det er for mange ikke nok, at man kan spare 1500 kroner ved at købe en brugt computer. Der skal simpelthen være et bedre økonomisk forhold mellem nyprisen og brugtprisen, så det bedre vil kunne svare sig at vælge den brugte udgave.”

Chefredaktøren påpeger også, at der for mange kan være en vis usikkerhed forbundet med at handle genbrug. Forbrugeren er mere på egen hånd, hvilket kræver, at køberne skal være rimelig sikker på, at forhandleren vil dem det godt, lyder det fra John G. Pedersen.

”Jeg tror, at mange forbrugere ikke vil risikere at købe et forholdsvist dyrt produkt, som det efter to måneder viser, ville have været bedre at købe fra ny, og hvor man som kunde er 110 pct. sikker på sin reklamationsret.”

Samme budskab lyder fra Forbrugerrådet Tænk, som også peger på producenterne som en faktor. Producenterne skaber bl.a. et benspænd ved at gøre det svært at få opdateringer til eksempelvis sin smartphone efter nogle år.

”Hvis du ikke kan opdatere dit produkt, så er det ikke godt nok længere,” siger chefkonsulent Vagn Jelsøe til ITWatch.

Reklamationsret følger produkt - ikke ejer

For brugtvarer fungerer reklamationsretten på den måde, at køber er stillet fuldstændig på samme måde ligegyldig om produktet er købt nyt eller brugt - altså to års reklamationsret. Hvilket iøvrigt, ifølge Forbrugerrådet Tænket, er alt for kort tid. 

Der hvor reglerne er anderledes, er hvis handlen foregår mellem to privatpersoner over Den Blå Avis, Marketplace eller lignende. 

”Det er sådan, at hvis handlen foregår mellem private på den blå avis eller tilsvarende, så har den oprindelige køber haft to års reklamationsret over for produktet. Efter handlen de to private imellem overtager køber reklamationsretten for produktet, og starter altså ikke forfra,” fortæller Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk. 

Retten følger altså produktet og ikke ejer. 

”Køber har som udgangspunkt en reklamationsret, men den er på nogle punkter mere begrænset, end hvis man køber af en professionel,” siger Vagn Jelsøe.

Det er svært at spå om, hvordan at fremtidens brugtmarked kommer til at se ud, lyder det fra både John G. Pedersen og Vagn Jelsøe.

Helt personligt håber John G. Pedersen, at flere vil købe brugt it-udstyr. Men, hvis han skal være realistisk, skal han se det, før han tror på det.

”Der skal virkelig ske en markant ændring før, at vi kommer til at se en større udvikling,” lyder det. 

”Ligegyldig aldersgruppe, køn, demografi ovs., ser det bare skidt ud.”

(Denne artikel er leveret i samarbejde med vores søstermedie ITWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også