Miljøstyrelsen afviser Gribskovs ønske om at udsætte affaldssortering

Udvalgsformand tager det roligt, selvom Miljøstyrelsen kræver, at Gribskov Kommune kommer i gang med at affaldssortere.
I Gribskov Kommune skal man nu også til at sortere affald i ti fraktioner.
I Gribskov Kommune skal man nu også til at sortere affald i ti fraktioner.

Så gik den ikke længere. Miljøstyrelsen har afvist Gribskov Kommunes ønske om at få udskudt fristen for, hvornår kommunen skal i gang med at affaldssortere i ti fraktioner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Gribskov havde søgt Miljøstyrelsen om udsættelse med henvisning til, at kommunen huser et sommerhusområde med 14.000 sommerhuse, og at der ikke vil være tilstrækkelig med plads på de smalle veje i området til at have en skov af affaldsspande stående langs vejkanterne. Selvom kommunen og Miljøstyrelsen har været i dialog om problematikken, mener styrelsen imidlertid ikke, at kommunen har fremlagt dokumentation for, at det er et problem, skriver avisen. 

Så nu skal der sættes gang i arbejdet, hvilket blandt andet omfatter både administrative og praktiske opgaver, blandt andet at finde ud af, hvilket affaldsbeholdere, der skal benyttes.

Formand for kommunens Klima, Teknik og Miljø-udvalg, Brian Lyck Jørgensen (DF), vil arbejde for, at der vælges flerkammeraffaldsspande, som man kan undgå en plastikskov i vejsiderne og samtidig holde den prisstigning, der følger af de afledte effekter af sorteringskravet, på et fornuftigt niveau.

Hvornår affaldssorteringen skal være på plads, står endnu ikke helt fast, og det er heller ikke noget, der bekymrer udvalgsformanden. 

”Nu har vi fået en afgørelse, og om det så bliver i efteråret 2023 eller foråret 2024 – det tager jeg meget afslappet. Der er også andre kommuner, der er meget bagud, og jeg tror også, Miljøstyrelsen har andre ting at se til. Så jeg sover roligt om natten,” siger Brian Lyck Jørgensen til Frederiksborg Amts Avis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også