Jysk affaldsselskab åbner for indsamling hos mindre virksomheder

Ejerkommunerne bag Nomi4s har besluttet at tilbyde mindre virksomheder at blive koblet op på den kommunale affaldsordning, der trådte i kraft 1. januar i år. 
Foto: Nordfyns Kommune
Foto: Nordfyns Kommune

Nomi4s vil lade mindre virksomhederne med base i ejerkommunerne Holstebro, Skive, Struer og Lemvig blive en del af den kommunale affaldsindsamling for husstandene. 

Det oplyser affaldsselskabet i en pressemeddelelse.

Fra årsskiftet har det været lovpligtig for virksomheder at sortere deres affald i ni fraktioner, hvilket fra juli i år bliver til ti. 

Lovkravet stammer fra Klimaaftalen for affaldssektoren fra 2020, der sigter til at fremme genanvendelsen af danskernes affald gennem øget udsortering ved husstande og i virksomheder. 

I udmøntningen af aftalen lægges der op til, at kommuner og kommunale affaldsselskaber selv kan beslutte, om de vil tilbyde mindre virksomheder, som genererer affald i samme størrelsesorden og af samme typer som en husholdning, kan blive tilkoblet kommunens indsamling hos husholdningerne. 

Nomi4s oplyser, at virksomhederne i de fire ejerkommuner vil blive tilbudt samme beholderstørrelser og tømningsfrekvenser som private husstande. 

Afhængig af beholderstørrelse, kommune og tømningsfrekvens ligger de årlige gebyrer for en todelt skraldespand for virksomhederne på mellem 260 kr. og 1.200 kr., fremgår det af affaldsselskabets hjemmeside.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også