Startup vil lære computer at affaldssortere

En undren over den offentlige affaldshåndtering blev til et bachelorprojekt, som blev til en virksomhed, der nu tiltrækker interesse fra kommunale og private affaldsselskaber. Nu søger Aris Robotics efter en investor.
De tre grundlæggere af Aris Robotics Ann-Mia Ambjerg tv. Christian J. Eberhardt mt. Sina Pour Soltani th. står foran deres nuværende affaldsmonitoreringsenhed. | Foto: Andreas Bundgaard Hansen / Watch Medier
De tre grundlæggere af Aris Robotics Ann-Mia Ambjerg tv. Christian J. Eberhardt mt. Sina Pour Soltani th. står foran deres nuværende affaldsmonitoreringsenhed. | Foto: Andreas Bundgaard Hansen / Watch Medier

Hos Aris Robotics vil man flytte ansvaret for affaldssortering fra mennesker og over til maskiner. Det skal gøres ved hjælp af nogle kameraer, et transportbånd, en masse affald og kunstig intelligens.

”Regeringens strategi er, at alle danskere skal lære om affaldskategorier, og hvor de skal hen. Vi tænker, at det måske er nemmere at træne en kunstig intelligens fremfor en hel befolkning i affaldssortering,” siger Sina Pour Soltani, en af grundlæggerne og adm. direktør for Aris Robotics.

I første omgang har Aris Robotics fokuseret på at udvikle en software, som ved hjælp af kameraer kan scanne og registre affald i op til 42 fraktioner.

”Vores målsætning er at lave en samlet sorteringsløsning. Men det er en udviklingsproces, og derfor har det været vigtigt for os at lave noget fra start, som vi kan sælge. Det har vi kunnet med vores software,” siger Sina Pour Soltani.

Bag softwaren er en kunstig intelligens, som trænes til at kunne genkende forskellige typer affald. Aris-Robotics har indgået et samarbejde med Odense Renovation, hvor startupvirksomheden træner deres kunstige intelligens, samtidig med at det kommunale affaldsselskab bruger softwaren til at se, hvor rene deres affaldsfraktioner på genbrugspladserne er.

Det har blandt andet været med til at give Odense Renovation mere klarhed over, hvilke fraktioner borgerne har svært ved at sortere i.

I alt regner startuppen med at skulle tage 300.000 billeder af affald for at have optrænet deres teknologi til brug. I begyndelsen af juli havde de taget 160.000 billeder, lyder det fra Sina Pour Soltani.

”Næste skridt bliver at sortere ved hjælp af en robotarm. Indtil videre har vi bygget hjernen, men robotten mangler resten af kroppen,” siger Sina Pour Soltani.

Plads i markedet

Selv ser Aris Robotics sig som kontaktflade mellem borger og genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder. Her skal deres teknologi være med til at sikre en høj renhed af affaldsfraktionerne. Men også i industrien, hvor deres software kan bruges til at overvåge virksomheders affaldslinjer, er der udviklingsmuligheder, mener iværksætterne.

Selvom softwaren endnu ikke er færdigudviklet, er startuppen allerede i dialog om deres første salg til en privat genanvendelsesvirksomhed, der er interesseret i en affaldsmonitoreringsløsning.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi fokus har været på at udvikle softwaren som det første, fortæller Christian J. Eberhardt, medgrundlægger med ansvar for det tekniske i Aris Robotics.

”Andre, som arbejder på lignede løsninger, bruger ofte mere avanceret sensorer og store systemer. Vi gør det anderledes ved at bruge enkle og billige sensorer i form af kameraer. Dermed ligger vores avancerede teknologi i softwaren fremfor i hardwaren,” siger Christian J. Eberhardt.

Derfor mener han også, at deres løsning forholdsvis nemt kan tilpasses til kundernes affaldsstrømme, da den fysisk består af nogle almindelige kameraer, lys og et transportbånd.

Fra studerende til virksomhedsejere

Bag Aris Robotics står er de tre grundlæggere Sina Pour Soltani, Ann-Mia Ambjerg og Christian J. Eberhardt.

Ideen opstod, da Sina Pour Soltani lagde mærke til , at selvom der er opstillet offentlige flerhullede skraldespande til sortering, så røg affaldet ned i samme pose.

Derfor brugte han sit bachelorprojekt til at udvikle en skraldespand med et hul i toppen, der ved hjælp af kunstig intelligens og en motor kunne se, hvilke affaldstyper der røg ned i skraldespanden og dirigere det hen i forskellige poser.

”Første gang, jeg mødte Sina, var, da han var i gang med at spraymale skraldespanden til sit bachelorprojekt i min gård. Jeg gik derfor ned for at finde ud af, hvad han havde gang i,” siger Ann-Mia Ambjerg, der står for forretningsdelen i Aris Robotics.

Efter Sina afleverede sin eksamen, tog det fart.

”Da jeg postede vores resultater på Linkedin, gik det viralt. Jeg fik henvendelser fra Miljøstyrelsen, renovationsselskaber og kommunale genbrugspladser, som alle sammen vil høre mere om projektet,” siger Sina Pour Soltani.

Derfor var der brug for et ekstra hoved og hænder til at udvikle løsningen fra projekt til virksomhed.

”Christian og jeg læste begge to robotteknologi på Syddansk Universitet, så jeg spurgte om han havde lyst til at være med, og det havde han heldigvis,” fortæller Sina Pour Soltani.

For alle tre har det været en stor omvæltning at gå fra at være studerende til selv at skulle drive en virksomhed.

”Generelt er der bare en masse nye ting at lære, som man ikke er parat til, når man kommer direkte fra universitetet,” siger Christian J. Eberhardt.

Hvortil Ann-Mia Ambjerg uddyber.

”Fra skolen er man vant til at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert, hvor godt man klarer det, og hvad man skal gøre,” siger hun og fortsætter:

”Men her er der ikke nogen til at sige, hvordan du skal gøre det, der er ikke nogen rigtige svar. Man skal selv finde ud af det, og hvis ikke man finder ud af det, så sker det bare ikke.”

Derfor er det vigtigt, at man lærer at stole på sig selv, mener Sina Pour Soltani.

Behov for investeringer

Siden virksomheden blev etableret i juli 2021, har de tre unge været begunstiget af funding fra Innovationsfonden. Samtidig har de vundet legater og startup-priser, der samlet har indbragt dem 200.000-300.000 kr.

”Vi har ikke behøvet stresse over at skulle ud at rejse flere penge. Det har givet os ro til at finde ud af, hvad vi skal gøre, og hvordan det skal gøres,” siger Christian J. Eberhardt.

I alt har de brugt omkring en halv million siden juli 2021, hvoraf knap 300.000 kr. er gået til løn til de tre iværksættere. Men til september udløber fundingen fra Innovationsfonden, og derfor skal de finde ud af, hvad der så skal ske.

”Når vi har bevist, at vores produkt holder, vil vi gerne have en investor ind for at kunne nå længere og hurtigere ud. For os er det vigtigt at kunne gøre en forskel. Det kan man ikke ved at vokse stille og roligt,” siger Sina Pour Soltani.

De tre iværksættere drømmer allerede nu om at nå ud i resten af Europa. For selvom potentialet for mere genanvendelse er stort i Danmark, er danskerne ret gode til at sortere i forhold til mange andre lande, og derfor er mulighederne enorme i resten af verden.

ARI: Norske erfaringer rejser store spørgsmål ved fynske eftersorteringsplaner

Fyn står sammen: Kildesortering er den forkerte vej at gå

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også