Startup vil tjene penge på skræddersyet affaldssorteringsguide til kommuner

Startuppen Perfect Waste vil gøre affaldssortering nemmere for borgerne og billigere for kommunerne gennem stregkodescanning, så mindre bliver fejlsorteret, og mere kan blive genanvendt. Målet er mindst 15 kommuner som abonnenter første år.
Bestyrelsesformand Jens Faarup og direktør Jimmy Mørch fortæller, at kommuner og forsyninger har taget godt imod idéen. | Foto: Perfect Waste
Bestyrelsesformand Jens Faarup og direktør Jimmy Mørch fortæller, at kommuner og forsyninger har taget godt imod idéen. | Foto: Perfect Waste

Kommunerne er i færd med at udrulle den øgede affaldssortering rundt omkring i de danske husholdninger, og det har fået den unge tech-startup Perfect Waste til at se en god forretning i at sikre kommunerne til at opnå renere fraktioner.

Gennem en stregkodebaseret app vil selskabet konkret gøre det lettere for borgere at gennemskue, hvilket affald der skal i hvilken beholder.

Løsningen er allerede tilgængelig for borgerne i de kommuner, der tegner abonnement hos Perfect Waste, og ifølge bestyrelsesformand Jens Faarup giver det god mening for kommunerne – også økonomisk – at gøre det nemmere og mere attraktivt for borgerne at sortere deres affald.

"Der er en kæmpestor forskel på, hvad affald koster, hvis det er sorteret ordentligt, og hvad det koster, hvis det ikke er," siger Jens Faarup.

Han pointerer, at fejlsortering kan lede til uforudsete udgifter, når kommunerne skal have afsat affaldsfraktionerne. Det er både ærgerligt for den enkelte kommune og besværligt for affaldsselskaberne, påpeger han.

"Men det er jo realiteten, hvis man leverer en fraktion, som ikke er sorteret ordentligt," siger Jens Faarup.

Perfect Waste fik sin første aftale i hus med Næstved Kommune, der lancerede appen den første juli i år. Jimmy Mørch fortæller, at kommunen først kørte en forsøgsordning med 75 borgere. Ud af de 75, svarede 97 pct., at de fortsat vil bruge appen.

"Og det kan jeg jo se, at de gør, for jeg kan se, hvor mange scanninger, der er i kommunen," siger han.

Ifølge Jimmy Mørch registrerede godt 3500 Næstved-borgere sig i appen den første måned. Tilslutningen skyldes ifølge direktøren, at det ganske enkelt er lettere .

"Der findes masser gode sorteringsguides på nettet, men med Perfect Waste scanner du stregkoden på produktet og bliver guidet ud fra det, du står med i hånden," forklarer Jimmy Mørch, adm. direktør i Perfect Waste.

Målsætning om 20 pct. af markedet første år

Når en kommune køber adgang til Perfect Waste-appen, betaler de et opstartsgebyr for opsætning af appen til netop deres behov og derefter et månedligt abonnement.

Abonnementsprisen pris er fastsat alt efter, hvor mange borgere der er i kommunen.

"Licensen til stregkode-scanneren i appen koster jo penge, så prisen er fastsat alt efter, hvor mange licenser man skal bruge," siger Jens Faarup.

Københavns Kommune med sine knap 640.000 indbyggere vil altså teoretisk set betale en højere pris end Næstved med sine godt 80.000, der igen vil betale en højere pris end Læsø med under 2.000 indbyggere.

"Man skal ikke betale mere per husstand fordi man er en større kommune," siger Jens Faarup.

Kommunerne betaler altså – mere eller mindre – det samme per husstand, uanset størrelsen. De kan så tilkøbe løsninger, som eksempelvis lokationsbaserede push-beskeder eller bestilling af afhentning gennem appen.

I Perfect Waste-appen kan borgerne scanne stregkoden på produkter for at finde ud af, hvordan det skal sorteres. | Foto: Perfect Waste
I Perfect Waste-appen kan borgerne scanne stregkoden på produkter for at finde ud af, hvordan det skal sorteres. | Foto: Perfect Waste

Virksomhedens ambition er at nå ud til 15-20 kommuner i løbet af det første år. På sigt skal alle landets borgere have mulighed for at scanne deres varer gennem appen.

Ud over Næstved har Perfect Waste indgået aftaler med Roskilde og Frederikssund Kommune, og direktør Jimmy Mørch fornemmer, at det går den rigtige vej.

"Jeg har været meget opsøgende i forhold til kommunerne, men jeg oplever også, at når jeg ringer ud til kommunerne, så har de hørt om os før. Der sker helt klart noget," siger han.

Jimmy Mørch fortæller også, at Perfect Waste har møder med knap 30 kommuner i kalenderen.

"Jeg siger ikke, at vi får dem alle sammen, men kommunerne og forsyningerne er voldsomt begejstrede for appen," siger Jimmy Mørch.

Efter planen starter Roskilde og Frederikssund Kommuner op i løbet af næste år, i takt med at de implementerer nye affaldsordninger.

Droppede reklamefinansiering

Jens Faarup begyndte for halvandet år siden idéudviklingen til appen. Han har arbejdet med startups i længere tid ved siden af sit arbejde.

Da først idéen med stregkodenscanning opstod, gik det ifølge Jens Faarup stærkt.

"Det blev stille og roligt mere og mere teknisk, for så viste det sig jo, at kommunerne ikke har ens fraktioner. Jamen okay; så må vi lave en app til hver kommune," siger bestyrelsesformanden.

Han fortæller, at den oprindelige idé var at lave en frit tilgængelig app, der skulle generere en indkomst gennem reklameindtægter.

Den idé blev lagt på hylden, da holdet bag indså, at der var større potentiale i at lave individuelle løsninger til de forskellige kommuners behov.

Ud over at kommunerne får mulighed for at tilpasse appen til deres individuelle fraktioner, og hvor langt de er i implementeringen, kan appen også erstatte noget af den kommunikation, der for eksempel foregår over sms til borgerne.

"Vi har tilføjet en lokationsbaseret service, der giver mulighed for, at kommunerne kan sende push-beskeder og kommunikere direkte med borgerne gennem appen," siger Jens Faarup.

Det giver ifølge ham potentielt store besparelser for kommunerne, der på den måde slipper for at betale sms-takst for at sende beskeder om afhentning af storskrald og lignende.

"Kommunen kan basalt set spare mange penge ved at kommunikere igennem push-beskeder i stedet for sms'er. Det er da til at tage og føle på," siger Jens Faarup.

Derudover kan borgerne i Næsted eksempelvis også bestille afhentning af farligt affald gennem appen, i stedet for at skulle ind på kommunens hjemmeside.

Der er også en klar værdi i at få renere fraktioner, der er langt nemmere at genanvende, mener mændene bag appen.

"Jeg kan jo ikke garantere, at alt bliver sorteret korrekt, hvis man køber appen, for der vil jo altid være nogen, der ikke gider. Men målet er, at kommunernes genanvendelsesrate skal op," siger Jimmy Mørch. Han håber på, at Perfect Waste kan bidrage til netop det.

"Vi giver borgerne et værktøj til at sortere nemmere og bedre, så kommunerne kan få en højere genanvendelsesprocent."

Plastvirksomheden Letbek sender CO2-beregner af genanvendt plast på markedet

Ung cleantech-startup rejser millionbeløb  

Niras indvier innovationshub for spirende cleantech-virksomheder 

Lastobject lander millioninvestering: Vil være global markedsleder

Emballage-startup udskyder markedslancering til første kvartal af 2022 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også