Fiskeriminister vil have tabt fiskegrej op af havene – men vil ikke love, hvornår det sker

Fiskeriminister Mogens Jensen sætter flere initiativer i gang for at få ryddet op i de danske farvande.
Foto: Plastix
Foto: Plastix
DR Fyn videreformidlet af Ritzau

Vi ved ikke, hvor meget plastikaffald og tabt fiskegrej, der svømmer rundt i havene omkring os. Men det ved vi om et år. Der er sat gang i en stor undersøgelse, der skal fortælle os, hvor og hvor meget der skvulper rundt i bølgerne og forurener havbunden.

"Det er et alvorligt problem med de her spøgelsesgarn og -redskaber. Både for vores natur og biodiversitet, og så er det farligt for vores fritidsdykkere," siger Mogens Jensen (S) til P1 Public Service.

Men han vil først begynde oprydningen, når undersøgelsen er færdig:

"Vi skal først og fremmest få kortlagt, hvor problemet er, så vi kan få tilrettelagt opsamlingen på den bedst mulige måde," siger han.

I mellemtiden vil Mogens Jensen forberede andre tiltag, som skal hjælpe med at holde bølgerne blå i fremtiden:

1. Ministeren vil skærpe indberetningspligten.

I dag er det kun erhvervsfiskerne, som skal indberette, hvis de taber redskaber eller net.
"Nu beder jeg om, at også fritidsfiskere gør det," siger Mogens Jensen.

Sidste år blev der kun indberettet 18 fiskeredskaber, men der er blevet tabt langt mere end det, mener ministeren, men han bebrejder ikke fiskerne.

"Jeg tror retfærdigvis, at der har været mange fiskere, der ikke har været opmærksom på det," siger han.

Fritidsfisker Lasse Alkærsig håber, at det bliver gratis, så de ikke skal overveje, om de har råd til at få fjernet deres tabte garn eller ruser.

Ministeren siger, at det "selvfølgelig skal være uden omkostninger."

Han håber, at det bliver obligatorisk for fritidsfiskerne hurtigst muligt. Men der er brug for en bekendtgørelse eller ændring af fiskeriloven, før de er forpligtede til det.

Ministerens forslag gælder ikke lystfiskere.

2. Informationskampagne til fiskerne

Mogens Jensen har planer om en større informationskampagne, som fortæller både erhvervs- og fritidsfiskere, at de har pligt til at fortælle, hvis de taber noget.

Derudover skal kampagnen informere om, hvordan fiskerne kommer af med det, de finder i havene.

Mogens Jensen vil lave et større og gratis beredskab, der henter de tabte ruser og garn. Derfor forventer han, at der i fremtiden vil blive indberettet mange flere ting, end der bliver i dag.

Kampagnen skal fange fiskerne i fagblade og på de sociale medier fra starten af det nye år.

3. Undersøge, hvad de gør i udlandet

Som det er nu, bliver der ikke systematisk fjernet spøgelsesgarn i de danske have. Det gør de til gengæld i Norge, hvor myndighederne tager på årligt oprensningstogt for at fjerne tabt garn.

På et år har cirka 200 norske erhvervsfiskere og 700 fritidsfiskere meldt ind, at de har tabt eller fundet noget.

Gjermund Langedal fra det norske Fiskeridirektorat siger til Public Service, at tallet er højt, fordi fiskerne ved, at tingene bliver samlet op efterfølgende.

"Det er klart, at det betyder noget, at når man indberetter, så bliver der gjort noget ved det. Det er selvfølgelig også udgangspunktet i dansk sammenhæng," siger Mogens Jensen.

Udover det officielle togt i Norge, så er der også et tæt samarbejde med sportsdykkere og frivillige, som har adgang til informationer om, hvor der ligger net og affald.

Ministeren håber, at også danske dykkere vil være en del af oprydningsarbejdet.

"Jeg er åben for, at vi kan involvere alle i at samle plastik og affald op. Det er kun godt, at så mange som muligt bidrager til det. Det skal vi sætte rigtig stor pris på," siger han og fortæller, at han allerede ser til udlandet:

"Jeg har bedt om, at vi også inddrager de norske erfaringer og i øvrigt også ser på, hvad man gør i andre lande. Men det er stadig på et stadie, hvor vi kigger på, hvad har de haft mest succes med - og så bruger vi det som grundlag."

4. Støtte op om det, de gør i Limfjorden

I juni kunne Limfordsrådet ikke vente længere på, at der blev ryddet op i deres fjord.

På en dag hev de ti forladte fiskenet op. Det sidste var 90 meter langt, og der sad omkring 40 hummere i, hvoraf cirka halvdelen var døde og halvdelen levende, som blev sat ud igen.

Mens kommunerne har ansvar for eksempelvis vandløb, så har staten ansvar for havet. Derfor mener Jens Lauritzen heller ikke, at det er kommunernes ansvar at fjerne spøgelsesgarnene.

"Vi håber, at det kan sætte en dagsorden, så vi får gjort noget ved problemet. Ikke bare i Limfjorden," sagde han i juni til Public Service.

Den socialdemokratiske minister er glad for, at Limfjordskommunerne selv gik i gang og lover, at de fremover ikke skal være alene om oprydningen.

"Det skal kommunerne deroppe selvfølgelig have tak for. Og det bliver snart fulgt op fra statslig side."

Hvornår er Danmark lige så gode til at rydde op i havene som Norge?

"Jeg vil selvfølgelig gerne gøre det så hurtigt som muligt. Men der kommer til at gå noget tid, siger ministeren, som ikke vil sætte specifik dato eller årstal på."

Historien blev til i Public Service på P1, som er DR's konstruktive radioprogram, som søger løsninger på danske problemstillinger.

"Danmark er ikke en plast-recycling nation – vi er slet ikke kommet i gang"

Flydende skraldespande skal samle plast og cigaretskod i Københavns Havn

Ocean Cleanup er nu igen igang med at rense havene for skrald 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også