Teposer indeholder store mængder mikroplast

En enkelt tepose af plastik udskiller ifølge et nyt studie fra McGill University langt større mængder af mikroplast end de omkring 100.000 partikler, en gennemsnitlig person ifølge estimater årligt får ind ad luftvejene og gennem fødevarer. Det skriver The Guardian.
Studiet fandt konkret, at en tepose af plastik i 95 graders vand udskilte omkring 11,6 mia. mikroplastik-partikler og 3,1 mia. nanoplastik-partikler.
Det er "flere størrelsesordener højere end de plastmængder, der tidligere er rapporteret i andre fødevarer," konkluderer forskerne bag studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science and Technology.
Mens de fleste teposer er produceret af naturlige fibre og udelukkende bruger naturlig plastik til at lukke poserne, er nogle brands gået over til de plastik-teposer, som blev undersøgt i studiet.
Forskerne testede fire forskellige typer af kommercielle teposer lavet af plastik fra butikker og caféer i Montreal i Canada. Poserne blev skåret op, vasket og blev gennemsyret i vand tæt på kogepunktet i fem minutter, inden det blev analyseret.