Borgere i Vejle Kommune hænger på affaldsselskabs millionregning

Vejle Kommunes affaldsselskab har et hul på 2,7 mio. kr. i budgettet. Derfor bliver det nu dyrere for borgere i kommunen at få hentet affald og storskrald.
Foto: Morten Lau-Nielsen/JPA
Foto: Morten Lau-Nielsen/JPA

I Vejle Kommune bliver det dyrere for kommunens borgere og sommerhusejere at få hentet affald og storskrald, skriver Ugeavisen Vejle.

Prisstigningerne skyldes, at kommunens affaldsselskab AffaldGenbrug oplever faldende indtægter på genanvendeligt træ, papir og pap. Samtidig må selskabet ikke længere opkræve gebyrer fra erhvervsvirksomheder. Det betyder, at det kommunale selskab mangler 2,7 mio. kr., hvis selskabet skal nå den budgetterede driftsindtægt på 9,3 mio. kr.

AffaldGenbrug har allerede fundet en million kr. ved bl.a. at afskedige en medarbejder, men nu hænger kommunens borgere og sommerhusejere på det resterende beløb.

Det årlige gebyr for at få hentet affald stiger derfor fra 348 kr. til 360,5 kr. Husholdninger i kommunen kommer også til at skulle betale 13,5 kr. mere for afhentning af storskrald og farligt affald, ligesom også priserne for at få tømt beholdere med haveaffald stiger.

Leder af AffaldGenbrug, Yvonne Andersen, siger til Ugeavisen Vejle, at selskabet har gjort alt for at finde pengene andre steder. Et flertal af politikere i natur- og miljøudvalget har allerede godkendt de nye priser, der skal behandles på et møde i Vejle Byråd tirsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også