Quantafuel sælger halvdelen af kommende sorteringsanlæg til franskmænd

For et ikke oplyst beløb køber det franske investeringsselskab Eurazeo 50 pct. af aktierne i pyrolyseselskabets fremtidige plastsorteringsanlæg i Esbjerg. 
Fransk investeringsselskab køber halvdelen af Quantafuels sorteringsanlæg i Esbjerg. | Foto: Quantafuel/PR
Fransk investeringsselskab køber halvdelen af Quantafuels sorteringsanlæg i Esbjerg. | Foto: Quantafuel/PR

Norske Quantafuels jagt på en investor til at kaste penge i selskabets kommende plastsorteringsanlæg i Esbjerg er nu tilendebragt.

Pyrolysekoncernen har således valgt at sælge halvdelen af ejerskabet i sit esbjergensiske datterselskab til den franske investeringskæmpe Eurazeo for et ikke oplyst beløb.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse tirsdag.

Aftalen betyder, at Quantafuel og Eurazeo kommer til at dele både etableringsomkostninger og fremtidige omkostninger forbundet med at vedligeholde anlægget, fremgår det.

Med aftalen er finansieringen af anlægget samtidig fuldendt, skriver Quantafuel. Selskabet rejste ved en investeringsrunde i januar rejste ca. 300 mio. kr., hvoraf ”hovedparten” skulle dække egen del af investeringen i Esbjerg.

”Esbjerg er en stærk investeringscase, og dette er en unik mulighed for at udnytte et betydeligt uudnyttet potentiale på det danske marked,” lyder det i en kommentar fra Quantafuels koncernchef Lars Rosenløv.

Anlægget i Esbjerg ventes sat i drift i anden halvdel af 2023 og kommer efter planen til at kunne sortere op til 160.000 ton plastaffald om året. Quantafuel underskrev tidligere på året kontrakt med den tyske anlægsproducent Eggersmann om leverance af maskineri til sorteringsanlægget.

På samme matrikel er Quantafuel desuden for tiden ved at etablere et pyrolyseanlæg, der ifølge selskabet vil kunne omdanne 80.000 ton plastaffald til pyrolyseolie, når det efter planen sættes i drift i løbet af 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også