EU-lande giver grønt lys til plan for naturgenopretning

Det nødvendige flertal af EU-lande har mandag på ministermøde sagt ja til plan for naturgenopretning.
Den østrigske kansler, Karl Nehammer, vil forsøge at få beslutningen omstødt ved EU’s øverste domstol. | Foto: Denis Balibouse
Den østrigske kansler, Karl Nehammer, vil forsøge at få beslutningen omstødt ved EU’s øverste domstol. | Foto: Denis Balibouse
af RITZAU ‎

EU’s medlemslande har på et ministermøde i Luxembourg mandag sagt ja til ny EU-lovgivning om naturgenoprettelse.

Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Formålet med naturgenopretningsloven er at øge skov- og mosearealet og få floder til at vende tilbage til deres naturlige tilstand.

Loven har dog fået kritik af landmænd og flere EU-lande. De mener, at den er for indgribende i forhold til at kunne dyrke jorden.

Ministrene fra 20 EU-medlemslande stemte dog ifølge DPA ja til loven mandag. Tilsammen repræsenterer landene 66 procent af befolkningen i EU.

En beslutning fra EU’s medlemslande er blevet udsat indtil nu, fordi der ikke var nok nationale ministre, der var parate til at støtte den. Også selvom der var indgået en foreløbig aftale på diplomatniveau sidste år.

Den østrigske miljøministers beslutning om at støtte loven - imod sit lands kanslers ønske - gav det nødvendige flertal.

Den østrigske kansler, Karl Nehammer, har dog meddelt, at han vil forsøge at få slutningen omstødt ved EU’s øverste domstol.

Italien, Ungarn, Holland, Polen, Finland og Sverige stemte imod lovgivningen. Belgien, som i øjeblikket er ansvarlig for at lede forhandlingerne mellem medlemslandene, undlod at stemme.

Sveriges klima- og miljøminister Daniel Westlén, sagde forud for et ministermøde i marts, at det var hensynet til Sveriges skovbrug, der fik det ellers normalt relativt miljøvenlige nordiske land til at stemme imod:

”Under forhandlingerne har tingene rykket sig i Sveriges retning. Der er kommet tydelige forbedringer til EU-Kommissionens forslag. Men vi mener stadig, at der mangler en del forståelse for, hvordan skovbrug fungerer. Der er brug for mere fleksibilitet, så medlemslandene kan arbejde forskelligt med det her,” lød det fra Daniel Westlén.

Den svenske modstand skyldes med andre ord ikke målene for naturgenopretning, men vejen til at nå dem.

Også Ungarn er imod loven, sagde Ungarns miljøminister Anikó Raisz på mødet i marts.

Hun fastslog, at Ungarn ligesom Sverige bakker op om målene i EU-Kommissionens forslag. Men det er muligt for medlemslandene at nå dem uden EU-lovgivning, mener hun:

”I Ungarn er det allerede omkring en tredjedel af landets territorium, der er i næsten naturtilstand. Så vi mener, at det er muligt at gøre alt, hvad der er nødvendigt på nationalt niveau, for at sikre beskyttelsen af naturen,” sagde Anikó Rais.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også